Antallet af huse til salg eksploderer

Antallet af huse drøner i vejret. Der er nu næsten 7.000 boliger til salg i regionen, viser ny opgørelse fra Realkreditrådet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Danskere på udkig efter bolig får et stadig større udbud at vælge mellem. Ved udgangen af oktober var der her i regionen 7.000 boliger til salg på internettet - 34 procent flere end samme måned sidste år. Det viser en ny opgørelse fra Realkreditrådet.

Tallene viser også at udbudstiden - den tid det tager at sælge boligerne - er steget voldsomt. I oktober sidste år tog det i gennemsnit 134 dage at sælge et parcelhus her i regionen. I oktober i år var tallet steget til 184 dage - en stigning på godt 37%.

For fritidshuse er udbudstiden steget fra 202 dage til 266 dage.

Samlet set var der på landsplan ved udgangen af sidste måned over 65.000 helårs- og fritidsboliger til salg på internettet. Det er 17 procent flere end på samme tidspunkt sidste år og det højeste antal i perioden fra januar 2004, som er starttidspunktet for Realkreditrådets boligudbudsstatistik.