Aftaler kan koste dyrt for juletræsdyrkere

Tirsdag afgøres sagen mod Dansk Juletræsdyrkerforening. Konkurrencestyrelsen og Bagmandspolitiet har trukket foreningen i retten, fordi de mener, at foreningens medlemmer internt har aftalt priser på juletræerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Konkurrencestyrelsen havde advaret mod, at foreningen sendte prisvejledninger ud til medlemmerne, men det fik ikke foreningen til at stoppe. Det fortæller P4 Sjælland.

- Det er en grov sag og vores påstand lyder på en bøde på 500.000 kroner til foreningen og 50.000 kroner til direktøren, fortæller anklager i sagen, Lykke Nielsen til P4 Sjælland.

Tre godsejere fra vores landsdel er med i bestyrelsen: Bernt Johan Collet fra Lundbygaard på Sydsjælland, Peter de Neergaard fra Sorø og godsejer Johan Scheel fra Ryegaard ved Kirke Såby.

- Vi mener ikke, at vi har overtrådt landets love, men det skal retten nu afgøre, siger Johan Scheel.