Advar din nabo: Politiet jagter irske håndværkere

Tre irske mænd er blevet anholdt, efter de tilbød deres tvivlsomme arbejdskraft på Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere irske håndværkere hærger for tiden på Sjælland, hvor de kører rundt og tilbyder deres tvivlsomme arbejdskraft.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- De tilbyder at rense fliser og tag, men arbejdet lever ikke op til prisen, siger Henrik Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

quote Advar din nabo, venner og familie

Henrik Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi

Ifølge politiet betaler de irske håndværkere hellere ikke skat i Danmark, derfor opfordrer de folk, som får tilbudt arbejdskraft af de udenlandske arbejdsfolk, til straks at anmelde det til politiet.

- Sig nej til håndværkerne og advar din nabo, venner og familie, lyder opfordringen fra vagtchefen.

Flere personer anholdt

Lørdag har Midt- og Vestsjællands Politi anholdt tre irske håndværkere, og politiet forventer at anholde flere personer i sagen.

Det er ikke første gang, at udenlandske håndværkere på kant med lovgivningen tilbyder deres arbejdskraft på Sjælland. Så sent som i sidste måned advarede Nordsjællands Politi folk om at tage imod arbejdskraft fra omrejsende irske mænd, der udgiver sig for at være håndværkere.

Tilbage i 2012 oplevede Midt- og Vestsjællands Politi ligeledes problemer med irske håndværkere, hvor man også advarede borgerne om at tage imod deres tilbud.