Zoologiske haver og forlystelsesparker er coronaklar til feriegæster: - Vi har forsøgt at være kreative

Regionens zoologiske haver og forlystelsesparker melder, at de er coronasikre til ferie-rykind i uge 42.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Uge 42 er for de fleste børnefamilier lig med efterårsferie – og efterårsferie er for mange børnefamilier lig med udflugtsture til forlystelsesparker eller zoologiske haver.

quote Der er jo kommet nogle nye tanker og ideer ud af det

John Steno, daglig leder i Guldborgsund Zoo & Botanisk have

Men i år står efterårsferien i coronaens tegn, og det har tvunget mange dyre- og forlystelsesparker til at tænke kreativt. Hvis de forskellige parker skal gennemføre deres traditionelle efterårsarrangementer kræver det nemlig nogle helt nye coronavenlige tiltag.

Det oplyser flere af regionens zoologiske haver og forlystelsesparker til TV2 ØST.  

- Når man bliver presset på det, man plejer at gøre, så bliver man jo også tvunget til at være nytænkende. Og det er måske i virkeligheden meget godt, for der er jo kommet nogle nye tanker og ideer ud af det, siger John Steno, der er daglig leder i Guldborgsund Zoo & Botanisk have.

I Guldborgsund Zoo & Botanisk have har man blandt andet valgt at skrotte skattejagten, der normalt bliver afviklet i efterårsferien, til fordel for en ny ”fotosafari”.

- Vi har forsøgt at være kreative. Så vi har lavet et nyt event, der ikke opfordrer til, at mange samles i grupper på bestemte lokationer, siger John Steno.

I stedet går eventet ud på, at man i uge 42 og 43 kan deltage i en fotokonkurrence, hvor man dyster om at tage det vildeste billede af et af havens dyr.

Bål og snobrød i ny form

Efterårsferien i Guldborgsund ZOO byder normalt også på bål, hvor man kan riste skumfiduser eller pandekager over åben ild, men sådan bliver det ikke i år.

- Det har vi valgt at lade være med i år på grund af corona. Vi kan jo ikke lavet events, som vi plejer, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt, siger John Steno.

quote Vi har bare lavet om på rammerne, så vi stadig kan lave de her nære og hyggelige ting i efterårsferien, som vi plejer

Joan Thygesen, direktør i Odsherred Zoo Rescue

Det er dog stadig muligt at få stillet sin trang til bål og snobrød i efterårsferien. I hvert fald i den anden ende af regionen.

I Odsherred Zoo Rescue ved Asnæs har man nemlig valgt at holde fast i det traditionelle bålarrangement i efterårsferien – blot i en ny coronasikker form.

- Vi har omdannet hele vores frokostområde og stillet ti spredte bål op, så man stadig kan lave snobrød, brænde fodspor og skære Halloween-græskar. Vi har spredt det over hele frokostområdet, så det stadig kan gøres på en sikker og god måde, fortæller Joan Thygesen, der er direktør i Odsherred Zoo Rescue.

Bøtøskoven
Læs også
Ni oplevelser til efterårsferie med coronarestriktioner og regn
Bøtøskoven
Læs også
Ni oplevelser til efterårsferie med coronarestriktioner og regn

Til gengæld bliver man skuffet, hvis man havde sat næsen op efter ponyridning, som normalt også er en aktivitet i efterårsferien i den lille dyrepark. Odsherred Zoo Rescue er nemlig blevet nødt til at suspendere ponyridning, så længe coronapandemien raser.

- Ponyridning er det eneste, vi har måtte aflyse. Det går jo ikke, for her er der al for tæt kontakt. Men ellers har vi bare lavet om på rammerne, så vi stadig kan lave de her nære og hyggelige ting i efterårsferien, som vi plejer, siger Joan Thygesen.

Gæster vil ikke mærke stor forskel

TV2 ØST har også spurgt BonBon-Land, Knuthenborg Safaripark og Krokodille Zoo, om de har måtte gøre noget anderledes i efterårsferien i år på grund af corona.

I BonBon-Land og Knuthenborg Safaripark lyder svaret, at gæsterne stort set ikke vil kunne mærke forskel på efterårsferien i forhold til den øvrige sommersæson, der også har været præget af mange corona-restriktioner i forhold til større afstand, håndsprit og mundbind i bestemte forlystelser.

I BonBon-Land vil selve Halloween-arrangementet dog adskille sig en smule fra de øvrige år. Det vil man måske bemærke, hvis man tager en tur i et af spøgelseshusene.

- Det, vi gør i år, er, at vi lukker færre ind i spøgelseshusene ad gangen, og så har vi måtte fjerne nogle ting fra aktiviteten. Det er blandt andet det her med berøring, og at vi passer på med ikke at råbe eller sige de her uhyggelige lyde direkte mod gæsterne. Før i tiden har man godt måtte berøre nogen, fordi vi lige ville forskrække med en hånd på skulderen – det gør vi ikke i år, siger direktør Lars Fahlmann.

Lars Fahlmann
Læs også
Ny direktør overtager kriseramt BonBon-Land – sådan vil han løfte parken 
Lars Fahlmann
Læs også
Ny direktør overtager kriseramt BonBon-Land – sådan vil han løfte parken 

I Knuthenborg Safaripark står efterårsferien i år i elefanternes tegn, når der afholdes ”Elefantastisk efterårsferie”. Her kan man blandt andet få lov at komme ind og betræde elefantsletten, da elefanterne er rykket ind i staldene på grund af det kolde vejr.

- Så man kan gå tur i anlægget, og der er god plads. Det er noget, vi har tænkt ind fra start af, da vi forventede, at det nok ville fortsætte sådan her, siger Camilla Ellehammer Haxgart, der er Kommunikationschef i Knuthenborg Safaripark.

Efterårsferien plejer at være en travl sæson for BonBon-Land. Her kan man blandt andet opleve et spøgelseshus i den oppyntede park. I 2018 var TV2 ØST forbi BonBon-Land i efterårsferien, se eller gense indslaget her:

Artiklen fortsætter under videoen.

 

Ekstraordinære tiltag i Krokodille Zoo

Modsat Knuthenborg Safaripark har man i Krokodille Zoo set sig nødsaget til at indføre ekstraordinære tiltag op til efterårsferien for at sikre, at sikkerheden fortsat er i orden. Her forventer man nemlig, at mange af de besøgene vil trække indenfor på grund af det koldere vejr.

quote Lige så dygtige folk generelt er til at spritte af, lige så dårlige er de til at holde afstand til hinanden

Rene Hedegaard, ejer og direktør i Krokodille Zoo

- Vi er jo godt klar over, at det er efterårsferie, så folk vil hellere være inde, end de ville i sommerferien. Så vi har sat flere skilte op indendørs, hvor vi appellerer til, at folk husker at holde afstand, og fortæller hvor mange mennesker, der max må være i hvert rum, siger ejer og direktør i Krokodille Zoo Rene Hedegaard.

Derudover har man i Krokodille Zoo indført, at folk skal deles op i mindre hold, når der er fodringer af dyrene.

- Vi slæber ikke flere med til fodring, end der kan være. I stedet laver vi så bare flere fodringer, så alle kan få lov at se. Og det er noget, vi har valgt at gøre helt ekstraordinært her op til efterårsferien, siger han.

Storebælt.jpg
Læs også
Kold efterårsferie byder på både tåge og blæsevejr
Storebælt.jpg
Læs også
Kold efterårsferie byder på både tåge og blæsevejr

Rene Hedegaard fortæller, at afstandskravet er det, som de besøgende har sværest ved at rette sig efter. Han håber derfor, at skiltene kan være med til at minde folk om det på en ordentlig og respektfuld måde.

- Jeg håber, at folk vil prøve at passe på sig selv og tænker på at holde afstand. Lige så dygtige folk generelt er til at spritte af, lige så dårlige er de til at holde afstand til hinanden. Vi har bare en mani med, at vi gerne vil stimle os sammen og se det hele. Er mange samlet et sted skal man måske gå hen og se noget andet, og så komme tilbage senere, siger han.

Åbningstider i uge 42:

  • Odsherred Zoo Rescue har åbent alle dage i uge 42 fra klokken 10-17. Sæsonen slutter den 30. november.
  • Guldborgsund Zoo & Botanisk have har åbent hele året fra klokken 9-17.
  • BonBon-Land har åbent alle dage i uge 42 fra klokken 10-17.
  • Knuthenborg Safaripark har åbent alle dage i uge 42 fra klokken 10-17 (udkørsel kl. 18).
  • Krokodille Zoo har åbent alle dage i både uge 42 og 43 fra klokken 10-17.

 


Nyhedsoverblik