Ung kvinde sigtet for at dræbe nyfødt barn

En yngre kvinde er lørdag blevet sigtet for drab på et nyfødt barn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdag formiddag er en yngre kvinde blevet sigtet for drabet på et nyfødt barn.

Det oplyser anklager Anne Marie Fink til TV2 ØST.

Kvinden blev anholdt fredag, og lørdag klokken 09.45 var der grundlovsforhør i sagen.

Kvinden var ifølge Anne Marie Fink ikke selv til stede i retten, hvor det blev besluttet at opretholde anholdelsen i tre gange 24 timer.

Dræbt lige efter fødslen

Anklageren fortæller, at kvinden er sigtet for straffelovens paragraf 237, subsidiært paragraf 238. 

- Kvinden er sigtet for at dræbe sit barn lige efter fødslen, fortæller hun.

Sigtelsen lyder på, at kvinden på et ukendt tidspunkt den 15. september inden klokken 06.00 på en adresse i Næstved skal have dræbt barnet, lige efter det blev født.

Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, og der vil blive holdt endnu et retsmøde i sagen, oplyser anklageren. 

Det nye retsmøde er planlagt til at foregå i Retten i Nykøbing Falster søndag klokken 10.00.

Paragraf 237 og 238 i straffeloven

§ 237. Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

§ 238. Dræber en moder sit barn under eller straks efter fødslen, og det må formodes, at hun har handlet i nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, straffes hun med fængsel indtil 4 år.


Nyhedsoverblik