Stigende smittetal får flere kommuner til at udskyde skolestart efter nytår

Flere kommuner i TV2 ØSTs sendeområde udskyder den fysiske skolestart efter nytår på grund af risiko for coronasmitte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På mandag skal landets skoleelever normalvis tilbage i klasseværelserne efter juleferien. Men det kommer ikke til at ske helt, som det plejer.

Flere kommuner i TV2 ØSTs sendeområde indfører nemlig drypvis skoleopstart, hvor ikke alle elever på én gang møder ind. 

Det skyldes en bekymring over det stigende smittetal.

I Stevns Kommune møder de ældste skoleelever fra 5.-9. klasse ind en uge senere end normalt, nemlig den 11. januar.

Og i Lolland Kommune vil eleverne i 7.-10. klasse modtage fjernundervisning frem til den 11. Januar.

I Ringsted Kommune har man valgt, at alle elever starter den 5. januar i stedet for den 4. januar.

- Skolelederen har brug for et overblik efter ferien, både i forhold til om medarbejdere og elever er blevet smittet, og om der er andre forbehold, der skal tages, siger Gitte Løvgren, der er direktør for børne- og skoleområde i Ringsted Kommune. 

Kommunen har dog besluttet, at alle eleverne møder ind på én gang - også de ældste elever.

- Der er en mulighed for, at de kan komme i skole. Der er ikke nogen central beslutning om, at de ældste ikke må komme, så vores udgangspunkt er, at eleverne gerne må komme i skole, og det skal de helst, men selvfølgelig skal det foregå sikkert og forsvarligt, og derfor skal vi være sikre på, at vi har helt overblik over situationen.

Sikkerhed frem for hurtighed

Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen er glad for, at flere kommuner har valgt at udskyde den fysiske skolestart til 11. januar.

Det giver nemlig mulighed for en bedre opstart, mener han.

- Det handler ikke om at komme hurtigt i gang, men om at komme sikkert i gang, siger han til TV2.

Tværtimod kan en langsommere opstart give mulighed for at tage bestik af situationen, lyder det fra formanden for Danmarks Lærerforening.

Som smittesituationen ser ud nu, mener Gordon Ørskov Madsen ikke, at det er forsvarligt at lade lærerne udføre fysisk undervisning.

- Der skal være en sammenhæng her i forhold til, hvornår man starter, og hvordan smittetallene ser ud, siger han.

Der bør også ses på muligheden for at dele klasser op i mindre hold, så der er mere plads og fokus på hygiejne, mener Gordon Ørskov Madsen.

Her kan du se et overblik over, hvilke kommuner som har meldt ud, at skolestarten bliver anderledes efter nytår:

Hvordan bliver skolestarten i din kommune?