Regeringen forlænger nedlukningen af Danmark til efter påske

Statsminister Mette Frederiksen (S) inviterede til pressemøde mandag eftermiddag, hvor hun fortalte, at coronatiltag forlænges frem til 13. april.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nedlukning af skoler, hjemmearbejde og andre tiltag for at mindske spredningen af coronavirus i Danmark forlænges til og med 2. påskedag, den 13. april.

Det har statsminister Mette Frederiksen (S) netop sagt på et pressemøde.

- Jeg ved, det er rigtig svært for rigtig mange mennesker, men det er afgørende, og vi tror, det nytter, sagde hun.

quote Jeg ved, det er rigtig svært for rigtig mange mennesker, men det er afgørende, og vi tror, det nytter

Mette Frederiksen (S), statsminister.

Skoler vil være lukkede. Folk vil være hjemsendte fra arbejde, hvis det er muligt, og forsamlinger på over 10 personer er fortsat forbudt. 

Restauranter, caféer og natklubber skal også holdet lukket frem til den 13. april.

Søren Brostrøm, der er direktør for Sundhedsstyrelsen, understregede på pressemødet, at man forventer, at epidemien først topper om fire uger.

Syndhedsstyrelsen håber fortsat på en flad kurve over smittespredningen.

- Derfor er det vigtigt, at vi holder fast nu, sagde han.

Statsminister: - Tag ikke på påskeferie

På pressemødet sagde statsministeren, at det var selvsagt, at man ikke skal tage på påskeferie eller på skiferie i de kommende helligdage.

Hun opfordrede til at holde afstand, også i de dage hvor man plejer at være sammen med sin familie.

- I Danmark står vi sammen ved at holde afstand, sagde Mette Frederiksen. 

Hun opfordrede til at begrænse rejser inden for landets grænser og at sende gækkebreve, tale i telefon eller finde alternative måder at være sammen med sin familie på i påsken, så man stadig holder god afstand.

På et spørgsmål om, hvorvidt regeringen vil lukke for rejseaktivitet mellem landets regioner, sagde statsministeren, at der er mulighed for, at der vil blive lavet tiltag, som begrænser danskernes rejseaktivitet inden for landets grænser.

Plads til flere i nødpasning

Jacob Bundsgaard (S), der er formand for KL og borgmester i Aarhus Kommune, fortalte på pressemødet, at kommunerne er ved at omstille kapaciteten, så de bedre kan håndtere det, hvis sygehusene bliver så fyldt, at de må sende borgere hjem. 

- Vi arbejder også på at sikre, at der er nok værnemidler, så man kan være sikker på, at sikkerheden er i top, sagde Jacob Bundsgaard.

På undervisningsområdet tilbyder kommunerne nødpasning, og det har nogen taget imod.

quote Vi arbejder også på at sikre, at der er nok værnemidler, så man kan være sikker på at sikkerheden er i top

Jacob Bundsgaard (S), formand for KL og borgmester i Aarhus Kommune.

1,2 procent af børnene i dagtilbud har gjort brug af ordningen og 0,6 procent af børnene i SFO, fortalte Jacob Bundsgaard.

- Der er kapacitet til mere, sagde han.

Kommunerne har også særlig fokus på særligt sårbare, fortalte Jacob Bundsgaard. Der vil for eksempel blive etableret herbergspladser og karantænemuligheder for hjemløse.

Sundhedsminister: - Vi har ikke reageret hurtigt nok

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) undskyldte på pressemødet, at sundhedsmyndighederne ikke har reageret hurtigt nok på et tilbud fra Sydkorea om testkit og værnemidler.

- Men vinduet er ikke lukket, sagde sundhedsministeren. 

Han sagde også, at Danmark mandag har modtaget 50.000 nye masker fra udlandet og 7.000 nye testkit.

På pressemødet fortalte sundhedsministeren, at flere skal testes for coronavirus, ligesom WHO anbefaler.

- Vi testede cirka 600 danskere hver dag i sidste uge. Dette tal faldt til omkring 400 i weekenden. Det er ikke nok, sagde Magnus Heunicke.

quote Vi testede cirka 600 danskere hver dag i sidste uge. Dette tal faldt til omkring 400 i weekenden. Det er ikke nok

Magnus Heunicke (S), sundhedsminister.

Han fortalte også, at Rigshospitalet er klar til at åbne en afdeling med 105 intensive pladser, og at de fire andre regioner også arbejder på at skabe flere intensivpladser.

24 coronasmittede personer er døde 

En ny opgørelse mandag viser, at 24 personer, der har været smittet med coronavirus, er døde i Danmark.

Den seneste opdatering fra weekenden var, at 13 personer med coronavirus var døde, men Statens Serum Institut, der gør tallene op, har til den seneste opdatering skiftet den måde, som antallet opgøres på, skriver Ritzau.

Derfor er tallene ikke direkte sammenlignelige.

Lukkede restauranter og forbød forsamlinger over 10 personer

Sidst statsministeren inviterede til pressemøde i Spejlsalen var tirsdag den 17. marts. 

Her annoncerede hun, at det fra onsdag den 18. marts klokken 10.00 ikke længere var tilladt at forsamles i grupper på mere end 10 personer til offentlige arrangementer, indendørs og udendørs. 

Hun opfordrede samtidig til, at man heller ikke samler sig flere end 10 personer i privaten.

Foruden forbuddet mod forsamlinger skulle alle fitnesscentre, solcentre, frisører, tatovører, natklubber, barer, vandpibecaféer, arkader og store shoppingcentre lukke ned for en periode. 

Også restauranter, caféer og spisesteder skulle lukke, men her må man fortsat levere take away. Reglerne gælder til 30. marts.

Grænserne til Danmark lukkede

Statsminister Mette Frederiksen har holdt flere pressemøder de seneste uger, for at fortælle befolkningen om myndighedernes tiltag for at mindske smittespredning af coronavirus i det danske samfund.

På et pressemøde fredag den 13. marts fortalte Mette Frederiksen, at Danmarks grænser ville blive lukkede.

Lørdag den 14. marts klokken 12.00 lukkede de danske grænser midlertidigt, for at sænke risikoen for smittespredning mellem Danmark og andre dele af verden. 

HVAD ER ET ANERKENDELSESVÆRDIGT FORMÅL?

 

Regeringen lukker grænser for at hindre spredning af coronavirus. Få her overblik over, hvem der må rejse ind.

 

Fra lørdag middag lukker de danske grænser, så kun udlændinge med et anerkendelsesværdigt formål får lov at komme ind i Danmark. Danske statsborgere kan stadig komme ind i landet.

 

 

Få overblik over, hvad der kan tælle som et anerkendelsesværdigt formål:

  • Hvis man arbejder eller bor i Danmark.
     
  • Hvis man skal levere varer i Danmark.
     
  • Hvis man skal hente varer i Danmark - det kan eksempelvis være dyr til slagtning.
     
  • Hvis man har samværsret med børn i Danmark.
     
  • Hvis man skal besøge meget syge familiemedlemmer i Danmark.
     
  • Et almindeligt familiebesøg er ikke et anerkendelsesværdigt formål.
     
  • Det vil være en vurdering af den konkrete sag, om vedkommende har et anerkendelsesværdigt formål.
     
  • Rigspolitichef Thorkild Fogde kan ikke sige, hvor mange der vil blive berørt af de lukkede grænser. Han forventer en ophobning af rejsende ved den dansk-tyske grænse de kommende dage. Også på Øresundsbroen til Sverige kan der komme problemer, ligesom han forventer, at flere fly fra Schengen-området vil blive vendt om eller dirigeret mod eksempelvis Sverige i stedet for.

 

Kilde: Ritzau.

Mette Frederiksen fortalte på pressemødet den 13. marts, at det fortsat var tilladt for alt gods at krydse grænsen, og at udlændinge med et anerkendelsesværdigt formål i Danmark fortsat kunne krydse grænserne. 

De danske grænserne vil være lukkede til og med den 13. april, og statsministeren fraråder derfor, at man tager på påskeferie til udlandet. 

Alle skoler lukkede ned 

Onsdag den 11. marts tonede Mette Frederiksen også frem på skærmen i mange danske hjem. 

Her fortalte statsministeren, at alle skoler og institutioner skulle lukke fra den efterfølgende mandag. Og alle offentligt ansatte, der ikke varetog kritiske funktioner, ville blive sendt hjem i foreløbigt to uger. 

Statsministeren opfordrede alle private arbejdsgivere til også at overveje, hvor mange af deres ansatte, der kunne arbejde hjemmefra. 

Regeringen forbød samtidig forsamlinger på mere end 100 personer. På et pressemøde den 6. marts havde regeringen i første omgang forbudt forsamlinger på over 1000 mennesker. 


Nyhedsoverblik