Myndighederne opfordrer til at udskyde eller aflyse arrangementer med over 1000 personer, det oplyser statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde om situationen med coronavirus.
De her nye tiltag kommer til at påvirke os alle sammen
Her præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) flere nye tiltag for at inddæmme smitte i Danmark.
På pressemødet var der repræsentanter fra Rigspolitiet, Udenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen og erhvervsstyrelsen.
- Det her handler om det, der optager os alle sammen mest i den her tid, nemlig coronavirus, indledte statsminister Mette Frederiksen.
Opfordrer til at udskyde eller aflyse arrangementer
Smitterisikoen forøges ved arrangementer, hvor mange er tæt på hinanden, lød det fra statsminister Mette Frederiksen.
- Jeg vil gerne opfordre til sammenhold og til, at vi gør hvad vi kan for at inddæmme og forebygge.
Myndighederne opfordrer derfor arrangører til at udskyde eller aflyse arrangementer med over 1000 personer, oplyser Mette Frederiksen.
Opfordringen gælder resten af marts.
Tiltaget vil blandt andet ramme kampe i Superligaen i fodbold og håndboldligaen for mænd og kvinder samt større koncerter.
- De her nye tiltag kommer til at påvirke os alle sammen. Det kommer til at præge vores hverdag i den kommende tid, sagde statsministeren.
Mette F.: - Det er ikke en overreaktion
Det er ikke en overreaktion, og det er myndighedernes klare vurdering, at der skal gøres alt, hvad der kan gøres nu med det smittebillede, vi ser.
Vi ønsker at afværge potentielle tab af menneskeliv
- Vi ønsker at afværge potentielle tab af menneskeliv, sagde Mette Frederiksen.
- Vi har set over de seneste dage, at det spreder sig hastigt i Europa, sagde hun.
- Der er 21 tilfælde i DK og to på Færøerne, og det er vurderingen at der vil komme flere i den næste tid, sagde statsministeren.
- Der er grund til at sætte en tyk streg under, at vi skal passe på de mest udsatte, sagde Mette Frederiksen
Konsekvenser for virksomheder
Der kan være omkosterninger for almindelige mennesker og familier, virksomheder og arrangører, oplyste regeringen på pressemødet.
- Det er en virus, vi kan forvente kan have store konsekvenser for virksomheder og lønmodtagere, lød det fra statsminister Mette Frederiksen.
Myndighedernes restriktioner for at forebygge coronasmitten:
Opfordringerne gælder til sidst i marts.
- Arrangementer med 1000 eller flere deltagere ønskes udskudt eller aflyst. Det sker for at dæmme op for smittefaren.
- Ved arrangementer med under 1000 deltager opfordres arrangørerne til at overveje smitterisiko ved at gennemføre arrangementet.
- Myndighederne opfordrer desuden til, at man afholder sig fra kram, kindkys og håndtryk, når man mødes og holder afstand fra hinanden for at begrænse coronasmitte.
- Derudover opfordrer myndighederne til, at man hoster i ærmet og har en god håndhygiejne.
- Danskere, der overvejer at rejse til udlandet, bør opdatere sig på Udenrigsministeriets hjemmeside - nærmest dagligt.
- Sundhedsmyndighederne samler alle oplysninger om coronavirus et sted på hjemmesiden coronasmitte.dk, så man kun skal orientere sig et sted.
- Danskerne skal regne med løbende briefingerne fra myndighederne - måske dagligt.
Kilder: Pressemøde i Statsministeriet og Ritzau.
Mange danske virksomheder har allerede taget deres forholdsregler.
- Alle skal indstille sig på, at det her kan have større konsekvenser, end det man lige regnede med, da coronavirussen kom frem. Vi vil hellere have at myndighederne går et skridt for langt på et givent område, end et skridt for lidt. Og så må vi tage evalueringen på et andet tidspunkt, sagde Mette Frederiksen.
Hold øje med rejsevejledningerne
Mette Frederiksen opfordrede også til, at man holder sig orienteret om, hvordan situationen ser ud i andre lande, hvis man planlægger at rejse.
- Alle med planlagt eller overvejet rejseaktivitet skal holde øje med rejsevejledningerne. De kan ændre sig fra dag til dag, sagde statsminister Mette Frederiksen (S).
Der bliver lige nu kun flere lande, der kommer på listen over lande, som Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til, lyder det.
- Det kan sagtens være, vi ændrer rejsevejledninger igen, sagde direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen.
Sundhedsstyrelsen: - Vi skal holde afstand fra hinanden
Sundhedsstyrelsen opfordrer generelt til, at man i den kommende tid holder mere afstand til hinanden.
- Vi skal til at holde afstand fra hinanden. Vi er nødt til at forebygge smittespredningen og holde afstand fra hinanden, sagde Søren Brostrøm, der er direktør ved Sundshedsstyrelsen, på pressemødet.
Han fortalte, at mange smittede ikke bliver særligt syge, men han opfordrer danskerne til at tænke på de ældre og de syge, hvor det kan være alvorligt, hvis de bliver smittet.
Der er blevet oprettet en hjemmeside, hvor alle kan gå hen med deres spørgsmål om coronavirussen.
Man kan gå ind på coronasmitte.dk og læse mere.
Sådan smitter coronavirus
Smittet spreder sig hovedsageligt gennem dråber fra nys eller host. Det kan dog også ske ved indirekte kontakt, hvis en smittet afsætter viruspartikler på overflader som håndtag og lignende, som andre så får berøring med, men her er risikoen væsentlig mindre.
De vigtigste råd fra Sundhedsstyrelsen er at vaske hænder så ofte som muligt og undgå kontakt til syge.
Grafik: Lonni Christiansen
Sådan er symptomerne
Grafik: Nick Abildgaard
- De første symptomer er feber, en følelse af udmattelse og tør hoste.
- Nogle patienter har også haft muskelsmerter og åndedrætsbesvær, mens der i sjældne tilfælde er rapporteret om hovedpine, svimmelhed, mavepine, diarré, kvalme og opkast.
- Det tager 2-12 dage fra man bliver udsat for smitte, til man bliver syg.
Derfor kan man dø af covid-19
Grafik: Lonni Christiansen
- Covid-19 ser ud til at være farligere end en almindelig forkølelsesvirus, fordi den angriber de nedre luftveje. En forkølelse sætter sig normalt kun i hoved og hals, mens covid-19 angriber lungerne.
- I svære tilfælde kan man få lungebetændelse, vand i lungerne, nyresvigt og dø af sygdommen.
- Sygdommen er farligst for ældre og svage.