Skyet uge kan blive våd og med enkelte solstrejf

Den kommende uge byder på mildt og ret skyet vejr, og efterhånden kommer der regn til de fleste.

De tilbagevendte skoleelever, der i øjeblikket modtager udendørs undervisning som følge af coronapandemien, kan få brug for både paraply og solbriller denne uge.

Vejret bliver nemlig temmelig ustadigt, og mens ugen begynder med flere solmuligheder, kan der senere falde en del regn.

Men mest af alt bliver det skyet vejr. Det fortæller Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.

- Vi får mildt, men gråt forårsvejr, og efterhånden får vi også en del vand, siger Mette Zhang.

Først på ugen holder det nogenlunde tørt, og mandag begynder med sol i de nordlige og vestlige egne. I løbet af dagen vil der komme flere skyer, men det vil fortsat holde tørt.

Nattefrost og tåge

Temperaturen vil ligge mellem fire og ni grader. I de tidlige morgentimer kan der dog være temperaturer ned til frysepunktet.

Også natten til tirsdag kan der komme nattefrost, mens der samtidig er risiko for tågebanker, der kan strække sig over morgentimerne lokalt. Det kan give dårlig sigtbarhed, siger Mette Zhang.

Tirsdag begynder også skyet, inden det kan klare op med sol nogle steder i løbet af dagen.

Onsdag byder på lignende vejr, men efterhånden vil der falde stedvis regn.

- Generelt vil temperaturen ligge mellem 6 og 12 grader - 13 grader, hvis vi er heldige, siger Mette Zhang.

Våd fredag

Torsdag kan der også falde enkelte byger, hvilket også gør sig gældende fredag, hvor skolerne går på påskeferie.

- Fredag ser ud til at blive den vådeste dag. Det bliver ikke "record-breaking", men der kunne sikkert godt falde et par millimeter, siger Mette Zhang.

Påskeferien ser lige nu ud til at starte køligt med temperaturer mellem en og fem graders varme, tilføjer meteorologen, der til gengæld opmuntrer med, at vejret kan klare op.