Skybrud over regionen – her blev de første steder ramt af uvejret

Fredag morgen blev indledt med et kæmpestort uvejr over vores region. Det første skybrud er blevet målt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det store regnvejr fredag morgen og formiddag gav kun få problemer trods både mange lyn og megen nedbør.

I morgentimerne blev vores region ramt af et voldsomt regn- og tordenvejr, der hurtigt bevægede sig fra øst mod vest. Det startede ved 6.30-tiden i den østligste del af regionen, og regnvejret er først kort før middag ved at forlade vores region igen. 

- Det har været et voldsomt regnvejr, der har givet rigtig megen nedbør mange steder. Vi har flere bekræftede skybrud inde omkring København, og vi kan se på vores målinger, at også flere steder i jeres område har været meget tæt på, siger klimatolig Frans Rubæk  fra DMI fredag formiddag.

Store lokale forskelle i nedbør

Borgermålinger af vejret viste skybrud nær Fjenneslev mellem Sorø og Ringsted omkring klokken 08.20 med 22,3 mm regn målt på knap 30 minutter. Definitionen på skybrud er, at der falder mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Denne måling kan ikke umiddelbart bekræftes af DMI, der ikke selv har målere i nærheden. De fortæller dog, hvordan der blandt andet i Høng ved Slagelse umiddelbart efter blev målt 12,3 millimeter nedbør på 30 minutter.

- Det er sådan med nedbør, at der kan være store lokale forskelle. Det kan være sådan, at det kan regne meget voldsomt et sted, og 500 meter væk er der måske ikke faldet en dråbe. I dag har vi dog set meget udbredt regn, og selvom der er forskelle på hvor meget, så har så godt som hele Sjælland og øerne fået vand til formiddag, siger han.

 Han oplyser, at flere steder i vores område ifølge hans målere var tæt på skybrud.

- Det har blandt andet været rigtig slemt ved Vordingborg. Vores måler i Køng ved Lundby viser således 13,1 millimeter regn, siger han.

Ellers er regnen aftaget, jo længere man er kommet mod vest i regionen. I Kalundborg blev registreret 8,2 millimeter, og i Nakskov blev der målt 6,4 millimeter. Her regnede det dog stadig en smule, da DMI trak tallene til TV2 ØST.

Kørte galt under uvejret

Der er meldinger om et enkelt uheld sket under uvejret. Det ramte klokken 9.12 en bil på Holbækmotorvejen, hvor føreren af bilen mistede herredømmet over bilen på grund af vand på kørebanen, og endte i autoværnet. Der er ikke sket personskade som følge af uheldet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.

Der er ingen tilsvarende meldinger om uheld i den sydlige del af området, oplyser vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

 - Alt i alt må man sige, at det har været et ret normalt sommerskybrud. Dem kommer der sikkert flere af - og selvom det kan synes voldsomt, når man står midt i det, så er det jo noget, som vi oplever hvert år, siger Frans Rubæk fra DMI.


Nyhedsoverblik