Selvom den grønne farve er ved at forsvinde fra de første græsplæner, så kan DMI tirsdag morgen ikke komme med store forhåbninger til tørkeramte haveejere og landmænd i vores landsdel.
Selvom prognoserne i sidste uge lovede masser af regn over os tirsdag, så ser det desværre ud til, at vi må skyde en hvid pind efter håbet om vand.
Godt nok kommer der regn tirsdag over Sjælland og øerne, men nedbørsmængderne ret begrænsede.
Det siger DMI's vagthavende meteorolog, Klaus Larsen, til TV2 ØST.
- Lige nu ligger der en front hen over Jylland, der giver noget regn. Den ligger også lidt ind over Sjælland, men det meste regn fordamper nok inden det rammer jorden, siger han.
Senere på formiddagen og først på eftermiddagen er der udsigt til lidt mere regn.
- Det bliver ikke til meget. Nok fire-fem millimeter, med lokale variationer. Og i eftermiddag klarer det så op, siger han.
Køligt, blæsende - og ikke megen nedbør
Han opfordrer til, at man tager en jakke med, hvis man skal ud tirsdag - men det er ikke så meget af hensyn til regnen.
- Vi venter, at temperaturen falder markant i forhold til i går. Det bliver nok kun en 15-16 grader de fleste steder, måske lidt varmere på Lolland - og samtidig frisker vinden op, siger han.
Til vandhungrende haveejere og landmænd er der dog kedeligt nyt forude: Alt tyder nemlig på, at de kommende dage bliver tørre.
- Der er et højtryk på vej mod England, som vil give tørt vejr hos os i den kommende uges tid. Der er med andre ord ikke tegn på regn i nær fremtid - ud over i dag, siger han.
Han mener, at vi skal sætte vores lid til den gode jord i vores landsdel.
- Jorden på Sjælland er heldigvis meget fed. Den kan nok holde lidt bedre på fugten end sandjordene vestpå, siger han.