Skolestart mandag: Pas på de nye i trafikken

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplever ofte, at trafikanter ikke viser hensyn til de nye i trafikken, når landets folkeskoler åbner. Derfor kommer de nu med en opfordring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når weekenden er ovre, er skolernes sommerferie slut, og et nyt skoleår går i gang. Det betyder, at mange børn har første skoledag og derfor skal lære at gebærde sig i trafikken.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kommer derfor med en opfordring:

- Vi vil gerne opfordre alle trafikanter til at optræde ekstra hensynsfuldt og opmærksomt specielt i de kommende uger, hvor det for mange af de mindste er første gang, de skal færdes i trafikken, siger vicepolitiinspektør Kenneth Lund-Jensen.

Politiet oplever ofte, at mange forældre har så travlt med at komme afsted, at de glemmer at spænde sikkerhedsseler og ikke viser hensyn over for andres børn, der er på vej til skole. Desuden er der mange, der ikke respekterer skolepatruljernes arbejde og indimellem parkerer forældre ulovligt, når de sætter deres børn af ved skolerne. Det skaber kaos og utryghed i trafikken.

- Egentlig drejer det sig bare om at komme ud ad døren 10 minutter før, man plejer, så der er god tid til at aflevere sit barn uden at glemme hverken sikkerhedsseler eller færdselsreglerne, siger vicepolitiinspektør Kenneth Lund-Jensen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at de vil holde et skarpt øje med færdslen på skolevejene i politikredsen og ikke tøve med at uddele bøder, hvis man overtræder lovgivningen.

Derudover har politiet udsendt en guide med ni gode trafikråd til forældre med mindre børn.

Gode trafikråd til forældre med mindre børn

1. Øvelse gør mester. Det er ikke nok at tale om sikker trafik, der skal øvelse til. Træn derfor ruten til skolen sammen rigtig mange gange, så sikrer du, at de gode vaner sidder ’fast’ hos barnet – også når han/hun engang skal tage vejen alene. Tal også om, hvad I skal huske at kigge efter og passe på.

2. Vælg den sikreste rute til skolen, ikke den hurtigste. En sikker rute er eksempelvis via gang- og stisystemer, gangbroer og -tunneller og lyssignaler, dér hvor I skal krydse vejen.

3. Er det svært at få tid til at cykle eller gå sammen til skole hver dag, så kan I med fordel vælge en ugentlig gå- eller cykledag. Det giver både motion og god træning i trafikken for dit barn.

4. Har I meget langt til skole, kan I evt. parkere bilen et stykke væk fra skolen og gå det sidste stykke vej sammen, så dit barn får erfaringer med at gå i trafikken.

5. Lær dit barn de basale regler i trafikken. Fx: Stop ved rødt lys og ved kantstenen, se dig for til begge sider, gå kun over vejen på sikre steder, hvor man kan orientere sig ordentligt mv.

6. Hvis I cykler sammen, så husk hjelmen, og lær dit barn at give tegn til stop og tegn for at dreje, så de andre trafikanter kender jeres intentioner.

7. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne, for børn har ikke det samme overblik, som du har.

8. Husk at du er rollemodel for dit barn – han/hun ser i høj grad på, hvad du gør, og ikke hvad du siger. Hvis du ikke selv bruger cykelhjelm og ofte går over for rødt, så er det svært for dit barn at forstå, at han/hun skal opføre sig anderledes.

9. Tjek evt. om skolen har en trafikpolitik, som handler om skolens regler og indsatser på området.

Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi