SF afsætter milliarder til velfærdsjob

SF vil afsætte én milliard kroner årligt fra 2024 til rekruttering og fastholdelse af ansatte i velfærdsjob.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En halv milliard kroner i 2023 og én milliard kroner årligt fra 2024.

Så meget vil SF afsætte til en ny rekrutterings- og fastholdelsespulje, som arbejdsmarkedets parter skal fordele.

Sammen med en tidligere fremlagt ligelønspulje til det offentlige på to milliarder kroner udgør det en pakke, der rangerer på niveau med klimaet og partiets mistrivselspakke ved eventuelle regeringsforhandlinger efter et valg.

- Det er vigtigt, og noget vi ikke går på kompromis med, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.

- Det er fordi, at det her handler om fremtidens velfærdssektor. Hvis vi ikke både sørger for at fastholde dem, der er, men også gøre det attraktivt at blive eksempelvis pædagog, sygeplejerske, sosu-assistent og -medhjælper i fremtiden, så kommer vi til at mangle de mennesker til omsorg af vores børn, ældre og syge, siger Pia Olsen Dyhr.

Vil ikke love løn til én gruppe

Når det kommer til, hvordan SF forestiller sig milliarderne skal bruges på at rekruttere og fastholde, bliver det mindre konkret.

- Jeg synes vi skal afholde os fra på Christiansborg at sige, at vi vil give et konkret beløb til en bestemt faggruppe.

Pia Olsen Dyhr vil dog gerne komme med mulige bud til arbejdsmarkedets parter.

Det kan være elevløn i stedet for SU på praktikdelen af visse uddannelser eller bonus for at gå op på fuld tid, lyder det.

- Jeg synes sådan set også det, at man siger, at hvis du har været rigtig længe på en arbejdsplads, så kan du få en økonomisk gevinst. For vi har brug for de erfarne kræfter derude, siger hun videre.

SF's rekrutterings- og fastholdelsespulje finansieres i 2023 ved at reducere den såkaldte tillægsbevillingsreserve fra regeringens finanslovsforslag. 

Fra 2024 foreslås det finansieret ved ændringerne af reglerne for aldersopsparing, der allerede er vedtaget.



Nyhedsoverblik