S stemmer imod eget lovforslag om børnetilskud til udsatte

Regeringen er formelt trådt tilbage efter valget og vil derfor afvise lovforslag om midlertidigt børnetilskud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kan ikke garantere, at det midlertidige børnetilskud til udsatte familier kan fortsætte efter marts næste år.

I hvert fald vil Socialdemokratiet afvise et lovforslag om at forlænge det midlertidige børnetilskud, når det skal førstebehandles tirsdag.

Begrundelsen er, at regeringen efter valget den 1. november er trådt tilbage og udelukkende skal stå for de mest basale ting, så landet kan løbe rundt.

quote Vi ved jo stadig ikke, hvad det er for en regering, vi får

Peter Hummelgaard (S)

- Socialdemokratiet er grundlæggende optaget af, at der er bedre vilkår for børn, men at der samtidig er en gevinst ved at være i at arbejde. Og det synes vi faktisk også, at den aftale, vi har lavet, afspejler, siger Peter Hummelgaard.

- Men det er jo klart, at når vi ikke nåede at lovgive om det, og det nu bortfalder, så vil det alt andet lige været op til en diskussion i det nye folketing, hvad man vil.

Enhedslisten har genfremsat lovforslaget

Meldingen fra Hummelgaard kommer, selv om det er Socialdemokratiet selv, der før valget fremsatte lovforslag om at forlænge det midlertidige børnetilskud.

Det lovforslag har Enhedslisten nu genfremsat, og derfor starter lovbehandlingen tirsdag.

Lovforslaget blev fremsat samme dag, som Mette Frederiksen (S) udskrev valget den 5. oktober og nåede derfor ikke at blive stemt igennem. Og nu er fremtiden for børnetilskuddet altså uvis.

Læs også
Politisk flertal omdanner udskældt kontanthjælpsloft
Læs også
Politisk flertal omdanner udskældt kontanthjælpsloft

- Det er ikke vores ønske, at vi ikke kunne nå at vedtage den lovgivning, som vi har lavet aftaler om, siger Peter Hummelgaard.

- Men demokratiske valg har også konsekvenser, og den konsekvens er nu, at der er noget af den lovgivning, vi havde aftalt, som er bortfaldet.

- Og så må vi så forsøge at få samlet det op, vi kan. Men der skal jo dannes en ny regering, før man kan det.

Gælder fra 2024

Forslaget drejer sig om et børnetilskud, der står til at udløbe ved årsskiftet. Indtil videre har det været et midlertidigt tilskud, men i sommer blev der aftalt en permanent ordning.

Den ordning gælder dog først fra 2024. Derfor skulle den midlertidige ordning forlænges.

Tilskuddet blev vedtaget i 2019 af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten for at hjælpe udsatte familier, hvor en eller begge forældre er på kontanthjælp.

Men lige nu forhandler fungerende statsminister og kongelig undersøger Mette Frederiksen om at danne en bred regering, hvor der også er blå partier med.

Det vil altså også sige partier, som er imod børnetilskuddet.

Læs også
Stor stigning: Mindst 417 stemmer nåede ikke frem til valg
Læs også
Stor stigning: Mindst 417 stemmer nåede ikke frem til valg

Foreholdt om en bred regering med blå partier betyder, at børnetilskuddet skrinlægges, siger beskæftigelsesministeren:

- Vi ved jo stadig ikke, hvad det er for en regering, vi får. Så alt det er jo præmaturt at foruddiskontere, siger Hummelgaard.

Ingen garanti

Heller ikke fungerende statsminister Mette Frederiksen har ønsket af give en garanti for, at børnetilskuddet kan bevares.

Det er hun blevet spurgt om i forbindelse med de igangværende regeringsforhandlinger, hvor det har lydt fra statsministeren, at der kun bliver diskuteret konkret politik ved forhandlingsbordet.

Det midlertidige børnetilskud ophører fra 1. januar og udbetales med forsinkelse til og med februar.


Nyhedsoverblik