Politikere er enige - det her bliver valgets hovedtema

Alt peger i retning af, at et folketingsvalg er på trapperne. Og spørger man politikere her fra regionen, er der ingen tvivl om, hvilket spørgsmål der fylder mest for vælgerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad fylder mest for borgerne og vil dermed blive det dominerende tema i kampen om vælgernes gunst, når valget - forventeligt - udskrives inden for få timer? Det synes der at være bred enighed om.

Tonen blev slået an af statsminister Mette Frederiksen (S) selv, som i sin åbningstale fra Folketingets talerstol tirsdag påpegede de udfordringer, som Danmark står overfor: Energikrise, inflation og krig i Europa.

Efterfølgende uddybede hun og sagde til TV2 ØST:

quote Når folk taler om det, er det selvfølgelig også det, som vi politikere skal forholde os til

Jacob Jensen (V), medlem af Folketinget

- Inflationen er et kæmpe problem, og det gælder ikke mindst i Region Sjælland, hvor mange mennesker bor væk fra de større byer og både er afhængige af en bil for at passe deres arbejde og har brug for at kunne opvarme deres bolig til vinter.

Der er allerede vedtaget en række initiativer, som skal hjælpe Danmarks indbyggere igennem krisen, men Mette Frederiksen afviser ikke, at der kan blive behov for yderligere tiltag.

- Vi har hele tiden et øje på, hvad der er nødvendigt for at få flest mennesker skånsomt igennem den her vinter, sagde hun og tilføjede:

- Men det bliver en hård vinter - og det bliver det for alle.

Statsminister Mette Frederiksen (S) mødte efter åbningstalen, tirsdag, pressen, hvor hun fik et spørgsmål igen og igen, hvortil svaret lød: Mon ikke det bliver snart.
Statsminister Mette Frederiksen (S) mødte efter åbningstalen, tirsdag, pressen, hvor hun fik et spørgsmål igen og igen, hvortil svaret lød: Mon ikke det bliver snart. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Enighed på begge sider

Denne udlægning af rigets tilstand bliver delt af politikerne her fra regionen.

- Det (vigtigste emne, red.) bliver selvfølgelig, hvordan vi klarer os igennem de stigende energipriser og sørger for, at folk kan holde sig varme til vinter og for at vores gode lokale butikker, slagtermesteren og så videre, at de kan holde deres forretninger kørende. Det er virkelig det, som er svært at finde løsninger på, og som vi bliver nødt til at finde løsninger på, sagde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) efter åbningstalen til TV2 ØST.

Også blandt de øvrige folketingsmedlemmer, som genopstiller ved det forestående valg i Sjællands Storkreds, bliver krisen, og de udfordringer, det giver for såvel borgere som nationens sikkerhed, fremhævet:

- Jeg tror, det vil handle om energikrisen med de stigende priser. Både på energi, fødevarer og selvfølgelig også den usikkerhed, der er omkring Ukraine-krigen. Den usikkerhed, som den medfører på hele forsvars- og sikkerhedsområdet, lød det fra Jacob Jensen (V), som tilføjede:

- Når folk taler om det, er det selvfølgelig også det, som vi politikere skal forholde os til.

Jacob Jensen (V) understreger, at politikerne skal være varsomme med at sende for mange penge ud i samfundet og dermed sætte yderligere fart i inflationen.
Jacob Jensen (V) understreger, at politikerne skal være varsomme med at sende for mange penge ud i samfundet og dermed sætte yderligere fart i inflationen. Foto: TV2 ØST

Låneordning er ikke en løsning

Dansk Folkepartis René Kristensen er enig.

- Jeg tror desværre, det (store tema for valget, red.) bliver den krise, som vi står i. Og der tænker jeg den økonomiske krise, som er kommet ud af energikrisen, sagde han og tilføjede:

- Den her økonomiske krise kan blive en social krise. Der er folk derude, som sidder og afvejer, skal vi betale husleje, el- eller varmeregning?

Han mener ikke, at de allerede vedtagne hjælpepakker med mulighed for at udskyde betaling af regninger er nogen løsning.

- Dem, der har de mindste indtægter, får lov til at låne, også er der renter på, så man ender med at skylde endnu mere væk. Det hjælper ikke dem. Derfor bliver man nødt til at finde på noget andet.

René Kristensen (DF) mener, at en lavere moms på fødevarer kan være en måde til at hjælpe de hårdest ramte.
René Kristensen (DF) mener, at en lavere moms på fødevarer kan være en måde til at hjælpe de hårdest ramte. Foto: TV2 ØST

Derfor har partiet blandt andet fremhævet at se på en halvering af momsen for fødevarer.

SF'eren Anne Valentina Berthelsen peger helt konkret på folks el- og gasregninger, som et tema, politikerne vil skulle forholde sig til igen og igen:

- Om folk overhovedet har råd til at bo i deres hus. Det kommer til at fylde rigtig meget. Der har vi heldigvis lavet nogle løsninger. Men jeg mener godt, vi kan lave flere.

- Vi har i SF foreslået, at vi fjerner gasafgiften hen over vintersæsonen. Det vil give 6-7000 kroner ekstra per husstand.

Anne Valentina Berthelsen (SF), mener, der er brug for mere hjælp til især husholdninger med gasfyr.
Anne Valentina Berthelsen (SF), mener, der er brug for mere hjælp til især husholdninger med gasfyr. Foto: TV2 ØST

Skal se på den vedtagne pakke

Således mener også Venstres Jacob Jensen, at de allerede vedtagne aftaler skal "balanceres".

- Vi bliver nødt til at se på den pakke, som allerede er vedtaget nu, sagde han tirsdag eftermiddag.

- Det skal balanceres i forhold til både at målrette indsatsen i forhold til både private husholdninger og de virksomheder, der står derude og virkelig hænger i med det yderste af neglene med de tusindvis af arbejdspladser, som er på spil i vores region.

Til gengæld skal man være varsom med at sende for mange penge ud i samfundet, understregede Jacob Jensen.

Læs også
Opsigtsvækkende annoncer i en lang række aviser
Læs også
Opsigtsvækkende annoncer i en lang række aviser

En betragtning, som Kaare Dybvad Bek er enig i:

- Vi skal ikke gøre det, man gør i for eksempel England og Tyskland, hvor man virkelig lukker mange milliarder ud, for det risikerer bare, at inflationen bliver endnu værre.

- Men det er klart, vi skal hele tiden finde nye løsninger, når vi opdager, at der er nogen, der er hårdt ramte af de stigende energipriser. Det kommer til at være et kæmpe problem for rigtig mange danskere. Både erhvervsdrivende og private borgere. Og det håber jeg, bliver den vigtigste dagsorden i den kommende valgkamp.

I alt 14 partier opstiller ved det kommende folketingsvalg. Heraf er Moderaterne, Frie Grønne og Danmarksdemokraterne nye.

Valget vil også markere en afslutning for en række folkevalgte, som ikke genopstiller.

Her fra regionen i Sjællands Storkreds er det blandt andre Folketingets grand old mand Bertel Haarder (V), socialdemokraterne Lennart Damsbo-Andersen og Henrik Sass Larsen. Det samme gælder Enhedslistens Christian Juhl og Eva Flyvholm, imens senest også forhenværende konservative, nu løsgænger, Naser Khader har meldt ud, at han forlader politik.


Nyhedsoverblik