Politiet opfordrer: Pas på dig selv og vennerne efter julefrokosten

Desværre ser politiet, at mange julefrokostgæster på den ene eller anden måde kommer i kontakt med myndighederne, fordi festen er blevet ”for våd”.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

1. december nærmer sig, og dermed popper der hos de fleste også julefrokoster op i kalenderen.

Desværre oplever politiet, at nogle af de personer, der efter en våd julefrokost mister kontrollen over sig selv, kommer i problemer, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Hvert år må et antal ellers ganske almindelige mennesker overnatte i detentionen, mens andre må på skadestuen og i enkelte tilfælde ender en ellers festlig julefrokost med et rigtig tragisk udfald.

- Vi har igennem de seneste mange år oplevet, hvordan en meget stor del af de mennesker, vi er i kontakt med på de store julefrokostaftener, er så påvirkede, at de ikke kan tage vare på sig selv. Og det er rigtig trist, fordi der ofte er tale om ganske almindelige mennesker, der på denne måde risikerer at komme rigtig galt afsted, siger politiinspektør Michael Flemming Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Stop i tide

quote Der er ofte tale om ganske almindelige mennesker, der risikerer at komme rigtig galt afsted

Michael Flemming Rasmussen, politiinspektør Midt- og Vestsjællands Politi

Det billede vil politiet gerne forsøge at påvirke, så flere borgere får en god aften og færre kommer galt afsted.

- Vi forsøger med vores lille kampagne at skærpe borgernes opmærksomhed på egen og venners tilstand ud fra den betragtning, at mange triste sager kunne være undgået, hvis en venlig sjæl, havde sagt stop eller fulgt vedkommende hjem, inden det gik galt, siger Michael Flemming Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Politiet vil hen over de næste fredage og lørdage uddele små postkort til borgere.
Politiet vil hen over de næste fredage og lørdage uddele små postkort til borgere. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

 Politi vil uddele postkort

quote Mange triste sager kunne være undgået, hvis en venlig sjæl, havde sagt stop eller fulgt vedkommende hjem

Michael Flemming Rasmussen, politiinspektør Midt- og Vestsjællands Politi

Politiet vil derfor hen over de næste fredage og lørdage befinde sig på togstationer, indkøbscentre og trafikknudepunkter, hvor julefrokostgæsterne kan få en snak om forebyggende tiltag forud for aftenens festligheder, og her vil betjentene også uddele små postkort.

- Vi har lavet et lille postkort, hvor vi med et glimt i øjet forklarer, hvordan og hvornår man kan hjælpe vennerne, så de ikke havner i politiets eller andre myndigheders systemer, siger politiinspektøren.

Midt- og Vestsjællands Politi vil i løbet af den kommende måned også være massivt tilstede på vejene for at se efter spritbilister, ligesom politiet vil være synlige i nattelivet.


Nyhedsoverblik