Politiet opfordrer folk til at registrere overvågningskameraer

Flere og flere registrerer deres private overvågning for at gøre politiet opmærksom på, at de eksisterer. Politiet håber, at endnu flere vil følge trop.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det sker fra tid til anden, at politiet efterspørger privat videoovervågning i forbindelse med en efterforskning. Det kan nemlig være et nyttigt og i nogle tilfælde afgørende værktøj for politiets efterforskere.

Derfor opfordrer politiet i en pressemeddelelse til, at man registrerer sit private overvågningskamera i Politiets Kameraregister, hvis man ikke allerede har gjort det.

- Det giver vores efterforskere mulighed for langt hurtigere at danne sig et overblik over, hvor der kan være kameraer, og hvordan vi kommer i kontakt med de ansvarlige, siger politikommissær i Midt- og Vestsjællands Politi Jonas Svitzer.

Flere registrerer

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de generelt ser en tendens til, at flere og flere civile borgere registrerer deres overvågning.

På nuværende tidspunkt er der for eksempel registreret 2.880 steder med kameraer i politikredsen, hvilket skal ses i forhold til, at der den 1. januar 2022 var 2.643 lokationer registreret.

Læs også
Politiet undersøger overvågningskameraer — frygter at Kina kan kigge med
Læs også
Politiet undersøger overvågningskameraer — frygter at Kina kan kigge med

Registreringen er frivillig, men vælger man at gøre det, kan politiet via registret se, at der eksisterer et kamera på ens adresse.

Står politiet med en alvorlig sag i et område, hvor der er registreret et privat overvågningskamera, er der med andre ord større sandsynlighed for, at eventuel vigtig bevismateriale kan blive sikret.

Mange kameraer går stadig under radaren

Selvom flere og flere sørger for at registrere sit overvågningskamera, er der dog stadig mange kameraer, som politiet endnu ikke er opmærksomme på.

- Vi gennemgik sidste år manuelt en del af Ringsted for at se, hvor mange kameraer, vi kunne finde, som ikke var registrerede. Og det viste, at der stadigt er mange kameraer derude, som af den ene eller anden grund endnu ikke er tilmeldt registeret. Derfor opfordrer vi folk til at få det gjort, siger Jonas Svitzer.

Læs også
Borgere glade for overvågning af natteliv: - Man kan føle sig lidt mere sikker
Læs også
Borgere glade for overvågning af natteliv: - Man kan føle sig lidt mere sikker

Virksomheder, myndigheder og foreninger, der har opsat kameraovervågning på steder med almindelig færdsel, har pligt til at registrere kameraet i Politiets Kameraregister.

Da registreringen er frivillig for privat overvågning, kan politiet kun appellere til, at også civile borgere vælger at registrere deres overvågning.  

Det er ikke lovligt for private at placere et overvågningskamera, så det filmer ud på et offentligt område. Alligevel vil politiet gerne have et register over private overvågningskameraer, da det kan være en hjælp ved kriminalitet begået på privat grund.

Som eksempel nævner politiet også, at en gerningsmand under en flugt vil kunne opholde sig på private grunde, hvor et overvågningskamera kan være en hjælp for politiet.


Nyhedsoverblik