Nattelivet var farvet rødt og hvidt over hele landet

Over hele landet blev 4-0-sejren fejret i nat. Politikredsene melder om god stemning, men klager over høj musik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der har været usædvanligt mange mennesker i byen i nat, hvor fodboldlandsholdets 4-0-sejr over Wales kunne både ses og høres.

Sådan lyder meldingen fra adskillige af landets politikredse tidligt søndag morgen.

- Vi har haft meget travlt. Der har været virkelig mange mennesker klædt i rødt og hvidt i bybilledet. Heldigvis var langt de fleste glade og i godt humør, siger vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi.

Politiet har i løbet af natten modtaget mange anmeldelser om musik til ulempe, men ellers har der været "god stemning", fortæller han.

Både nede omkring åen i den centrale del af Aarhus, i Storegade i Randers og omkring beværtningerne i Grenaa og Ebeltoft har det danske landsholds avancement til kvartfinalen ved EM kunnet mærkes.

Læs også
Far og søn støtter landsholdet - malede hækken rød og hvid
Læs også
Far og søn støtter landsholdet - malede hækken rød og hvid

I Viborg er en enkelt person blevet sigtet for at have antændt noget fyrværkeri, men ellers melder både Midt- og Vestjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi om god ro og orden.

- Der har været mennesker alle vegne, men det har ikke givet anledning til noget ballade ud over det sædvanlige, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Claus Skovgaard.

Klager over høj musik

Fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller vagtchef Lars Denholt, at storskærmsarrangementerne rundt omkring forløb problemfrit.

Det er den efterfølgende festivitas og afspilning af høj musik, der har ført til klager fra borgere.

Midt- og Vestsjællands Politi har modtaget 27 anmeldelser om musik til ulempe det seneste døgn, oplyser vagtchef Henrik Jørgensen.

- Det er jo mange. Men i en kombination af fodboldfest, sommer, gymnasie- og skoleafslutninger og generelt det faktum, at unge mennesker ikke har kunnet feste det sidste halvandet år, så er det vel sådan, vi kan forvente det, siger han til TV2 ØST. 

I Nordsjælland blev tre personer i Helsingør tilbageholdt af politiet i omkring seks timer. Det var nødvendigt, for at mange andre kunne have en hyggelig aften, fortæller vagtchef Jakob Tofte.

Ved kampen i Parken, hvor Danmark mødte Rusland, kastede Jens Stryger Larsen sin kamptrøje op til brødrene her, da han så deres B. Frem-tørklæde. Det er nemlig også Jens Stryger Larsens barndomsklub.

Alle tre er løsladt igen. Den ene er sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen.

Fra Københavns Politi fortæller vagtchef Kristian Rodin, at der har været store forsamlinger af fodboldglade mennesker i Gothersgade, på Rådhuspladsen og ved Nørrebros Runddel.

I nattetimerne har de store menneskemængder genereret trafikken en smule. Ellers har de ikke givet anledning til problemer, lyder det.

- Der har været rigtig mange mennesker ude i bymiljøet efter kampen, men det har ikke givet anledning til problemer, og vi har ikke foretaget anholdelser i forbindelse med storskærmsarrangementer, siger Kristian Rodin.

I kvartfinalen på lørdag i Baku i Aserbajdsjan møder Danmark enten Holland eller Tjekkiet.


Nyhedsoverblik