Narkobilist i Berlingo trak BMW med beruset fører

Via indviklede juridiske mellemregninger nåede politiet fredag frem til at beslaglægge to biler på motorvej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To biler blev fredag eftermiddag beslaglagt på Holbækmotorvejen i forbindelse med en episode, hvor den ene bil trak den anden i et slæbetov.

Det oplyser vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Bilerne er beslaglagt med henblik på at blive konfiskeret - altså overtaget af staten.

Det er ikke tilladt at bugsere en bil ved hjælp af slæbetov på en motorvej. Den forseelse er imidlertid i sig selv ikke så alvorlig, at den kan føre til konfiskation.

For at det kan komme på tale, skal man inden for det område, som populært betegnes som vanvidskørsel.

Testet positiv for narko

Når begge biler alligevel er blevet beslaglagt med henblik på konfiskation, bunder det i en række juridiske mellemregninger, som ikke er helt enkle.

- Føreren af den forreste bil, en Citroën Berlingo, mistænker vi på baggrund af en positiv narkometertest for at være påvirket af narko. Føreren af den bageste bil, en BMW, blæste alkometeret op over 2, og så er vi inde i området for vanvidskørsel, fortæller Boye Rasmussen.

Læs også
Motorcyklist afgået ved døden
Læs også
Motorcyklist afgået ved døden

Der er blandt andet tale om vanvidskørsel, når alkoholpromillen når op på 2,00. Føreren af BMW'en - en mand fra Letland - mistænkes for at ligge over den grænse, og derfor er BMW'en beslaglagt.

Medvirkede til vanvidskørsel

Mere mudret bliver det i forhold til Berlingoen. Her er føreren mistænkt for at være påvirket af narko. Det kan ikke i sig selv betegnes som vanvidskørsel, kun hvis der også er tale om forvoldelse af alvorlig personskade eller forvoldelse af livsfare.

Føreren af Berlingoen er derfor i udgangspunktet ikke mistænkt for at have kørt vanvidskørsel. Og derfor burde der i udgangspunktet heller ikke være grundlag for at beslaglægge hans bil.

- Men straffelovens bestemmelser om medvirken gælder også for anden lovgivning, der er strafbelagt. Og vores jurister har vurderet, at der er tale om medvirken til vanvidskørsel, fortæller Boye Rasmussen.

Læs også
Landevej spærres søndag
Læs også
Landevej spærres søndag

Og det er på den baggrund, at politiet har valgt også at beslaglægge Berlingoen.

Skal for en dommer lørdag

Spørgsmålet er, om den vurdering holder i byretten - i bogstaveligste forstand.

- Der er protesteret mod beslaglæggelsen, så vores jurist skal fremlægge spørgsmålet for en dommer lørdag, siger Boye Rasmussen.

Dommeren skal forholde sig til spørgsmålet om beslaglæggelse - ikke konfiskation.

Beslaglæggelse er et midlertidigt indgreb, hvor - i dette tilfælde politiet - tager en genstand - i dette tilfælde bilerne - i sin varetægt.

Konfiskation derimod sker ved dom og betyder, at staten overtager ejendomsretten til det konfiskerede.


Nyhedsoverblik