Myndighederne forbereder sig på 600.000 coronasmittede i første bølge

Kun hver tiende coronasmittede vil komme i kontakt med sundhedsvæsenet, forudser sundhedsmyndighederne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fortsætter coronavirusset med at sprede sig i Danmark vil det værst tænkelige scenarie - et 'worst case scenario' - være, at ti procent af den danske befolkning bliver smittet.

Det sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ved et pressemøde i Statsministeriet tirsdag. Her varslede regeringen yderligere tiltag for at bekæmpe coronavirus.

Ifølge Søren Brostrøm vil en 'første bølge' kunne ramme 600.000 danskere. Det vil formentlig ske over en periode på tre måneder.

- Af de cirka 600.000 danskere, som er smittet i sådan et scenarie, vil det være ti procent af dem - altså 60.000 - der kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, sagde han.

12.000 af dem vil formentlig blive indlagt på sygehuset, tilføjede direktøren.

- Og toppen af dem - måske en fjerdedel - kigger vi på i forhold til intensiv kapacitet, sagde Søren Brostrøm.

Direktøren understregede, at myndighederne vil prioritere forskelligt, alt efter om det lykkes at inddæmme smitten eller ej.

Smittetallet stiger time efter time

Indtil videre er 156 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark. Af dem er én raskmeldt, som offentligheden kender til. Det er 'patient nul', en medarbejder på TV2, som blev testet positiv 27. februar.

Yderligere to personer er smittet på Færøerne, mens tre personer undersøges for smitte i Grønland.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) stiger antallet af smittede 'time efter time'.

Til vurderingen af at det blot vil være ti procent af de 600.000, der kan ende med at blive smittet, som kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, sagde Søren Brostrøm:

- Fordi i det tilfælde vil vi bede raske og let syge om at blive hjemme.

- Tænk på en influenzasæson, hvor du ikke nødvendigvis går til lægen, men bliver derhjemme. Det vil vi bede dem om, sagde han.

På pressemødet tirsdag kom det ligeledes frem, at regeringen nu opfordrer til, at rejsende så vidt muligt undgår kollektiv trafik i myldretiden for at inddæmme coronasmitte.


Nyhedsoverblik