Mette spørger om krisen: Er det billigst at vaske op i hånden?

Mette Andersen fra Brovst spørger, om det er billigst at vaske op i hånden, eller lade opvaskeren arbejde i timevis med tallerknerne. Få svaret her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opvaskeren bruger fire timer og 37 minutter på at gøre sig færdig med en vask, når man bruger øko-programmet. Kan det i virkeligheden bedre betale sig at vaske op i hånden?

Sådan lyder spørgsmålet fra Mette Andersen fra Brovst til TV2 ØST's brevkasse 'Spørg om krisen'. Hun undrer sig over økonomien i det samlede regnestykke - hvor det i hendes tilfælde også skal siges, at hun har en fastprisaftale på strøm.

Spørgsmålet har vi stillet til Henrik Bisp, fagekspert indenfor byggeteknik og energi hos Videnscenteret Bolius.

Og han mener, at svaret som udgangspunkt er klart.

- Som udgangspunkt så kan det bedst betale sig at vaske op i en opvaskemaskine. I hvert fald når det er en fuld opvaskemaskine. Når man ser på vandforbrug og strøm, så er regnestykket ret klart. Man kan ikke vaske op i én balje vand i forhold til de mængder, der kan være i en hel opvaskemaskine, siger han.

I få tilfælde kan det være billigere

Er der kun et par tallerkner, gafler og glas, så kan det dog i nogle tilfælde være billigst at vaske op i hånden.

- Er der rigtig lidt opvask, og kan man klare det med en lille sjat vand i vaskebaljen, så kan det måske være lidt billigere. Men opvasken er klart det bedste, hvis den er fyldt - og endnu bedre, når den er fyldt helt til randen. Det er klart billigere på den lange bane, siger han.

Gode råd til opvasken

  • Brug en opvaskemaskine, og fyld op før du tænder den.
  • Brug økoprogrammet for at spare.
  • Sparer du rigtig meget på servicet, og har du meget lidt opvask, så kan det muligvis godt svare sig at vaske op i hånden. 
  • Vasker du for eksempel gryder op i hånden, så genbrug vandet fra gryde til gryde. På den måde kan der spares meget varmt vand. 

Han siger, at det dog i nogle tilfælde bedst kan betale sig at vaske gryder op i hånden.

- Det kan godt være, at gryder kan vaskes af i hånden, hvor man måske genbruger vandet fra gryde til gryde. Men en enkelt gryde i opvaskeren kan også være fint, siger han. Han understreger dog, at brug af det varme vand i hanen kan være dyrt. Især hvis man har gasvarme vil det bonne ud i øjeblikket med en høj pris.

Han fortæller, at en opvasker økonomiserer med vandet, og samtidig ikke kører på fuld kraft hele tiden.

- Selvom en øko-vask står til at vare næsten fem timer, så betyder det altså ikke, at maskinen rent faktisk arbejder hele tiden. Den arbejder i intervaller, og i perioder står den stille, mens vandet for eksempel bløder snavs op, siger han.

Alderen på opvasken har betydning

Når øko-programmet varer længere tid, så skyldes det da også, at maskinen netop økonomiserer med kræfterne.

- Det er rytmen der gør, at den sparer. Og her har alderen på opvaskemaskinen også noget at sige. Der er forskel på effektiviteten af økoprogrammet på en forholdsvis ny maskine i forhold til en gammel, siger han. Han fortæller samtidig, at producenterne også anbefaler, at man bruger en opvasker, fordi det netop er den mest besparende måske at bruge maskinen.

Han understreger, at det heller ikke er billigt at vaske op i hånden. Med vask og afskylning kan der blive brugt meget vand, der både koster i sig selv, og som også koster i opvarmning.

- Hvad det koster, skal holdes op mod den energikilde, som du bruger til at varme vandet op. Det er svært at lave en præcis beregning for mere end en enkelt husstand af gangen - men hvis man for eksempel skal bruge tre baljefulde vand under en opvask, så bliver det dyrt - især hvis din varmekilde er gas, siger han, og understreger, at prisen vil variere efter energikilde.

Han vil opfordre til, at man bruger en energimåler til at finde strømslugerne i hjemmet.

- Hvis du mistænker, at opvaskemaskinen er en strømsluger, så prøv at mål på det. På de nyere opvaskemaskiner er det dog ikke nødvendigt. Der vil det være oplyst på årsbasis, siger han.

- Slår tallene i en måling ud på opvaskemaskinen, så kan det godt være, at man skal overveje at skifte den ud. Men det er også vigtigt at huske, at elprisen lige nu er så høj, fordi vi befinder os i en krise. Prisen kommer til at falde igen. Måske sker det næste år, og derfor skal udskiftningen ikke ske alene for at spare et mindre beløb, siger han.

Svaret på spørgsmålet fra Mette Andersen er dog klart: Udgangspunktet er, at det stadig er billigere at vaske op i maskine på et økoprogram, end det er at vaske op i hånden.

Har du også et spørgsmål i forbindelse med krisen, kan du stille det her


Nyhedsoverblik