Mathilde vil være Danmarks bedste blomsterdekoratør

Danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser blev torsdag skudt i gang, og flere elever fra Sjælland og øerne kæmper med om sejren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er megaspændende. Der sker jo en masse forskellige ting, siger Mathilde Møller Sørensen fra Herlufmagle. 

Hun er ved at uddanne sig til blomsterdekoratør, og deltager ved DM i Skills for første gang. Faktisk er det også allerførste gang, at hun skal konkurrere mod andre blomsterdekoratører.

- Det er sjovt at blive udfordret lidt og få prøvet nogle nye ting af, og så får vi jo også lært nogle nye mennesker at kende, siger Mathilde Møller Sørensen.

Folk strømmede til på førstedagen af DM i Skills 2023.
Folk strømmede til på førstedagen af DM i Skills 2023. Foto: August Tærsker Høgh

Det var Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik, der torsdag formiddag skød DM i Skills 2023 i gang. Her dyster unge fra erhvervsuddannelserne om, at kunne kalde sig Danmarks bedste inden for deres fag.

Der er i alt 286 deltagere fra 68 forskellige fag repræsenteret ved DM i Skills. Begivenhederne folder sig ud i Fredericia, men flere unge fra Sjælland og øerne har taget turen over broerne for at være med.

Spændende at konkurrere

Duften af nybagte boller strømmer gennem Hal C. 

Her står Frederik Rentse Reitz, der kommer fra Nykøbing Falster, og er ved at uddanne sig som bager. Hans store passion for at bage stammer fra barndommen.

- Jeg har altid bagt og været kreativ. Det startede, da jeg var helt lille, 10-11 år eller sådan noget. Der var jeg med i køkkenet hos min farmor og mormor og hjalp med at bage kage, siger han.

Frederik Rentse Reitz er i fuld gang med konkurrencen.
Frederik Rentse Reitz er i fuld gang med konkurrencen. Foto: August Tærsker Høgh

Nu er han med til DM i Skills for første gang.

- Det er meget fedt at prøve noget nyt og være med i en konkurrence. Det er spændende, siger Frederik Rentse Reitz.

Han er mest med for oplevelsens skyld denne gang, men har allerede planer om at vende tilbage.

- Jeg skal være konditor bagefter, så hvis der er mulighed for det, har jeg også tænkt mig at stille op i konditor-skills, siger han.

I alt dyster elever fra 45 forskellige uddannelser mod hinanden ved DM i Skills anno 2023.

Anderledes opgaver

Der er mødt mange unge som ældre op denne vinterdag i Fredericia. 

Hvis man bevæger sig gennem menneskemængden og lidt længere ned i hallen står Mathilde Møller Sørensen i et blomsterhav. 

Buketter i gule, lyserøde og grønne farver præger området. En buket er nemlig ikke bare en buket.

-Der er både noget med farver, former, kontraster og proportioner. Blomsterne skal gerne passe til den vase, man får udleveret, siger Mathilde Møller Sørensen

Mathilde Møller Sørensen med hendes resultat fra den første konkurrence.
Mathilde Møller Sørensen med hendes resultat fra den første konkurrence. Foto: August Tærsker Høgh

Deltagerne står foran en række sorte vægge, der er sat op i forbindelse med konkurrencen. Det er ikke til at se, hvad der gemmer sig bag væggene. Mathilde Møller Sørensen går om bag ved. Kort efter kommer hun ud med favnen fuld af potteplanter.

- Vi får lov til at lave nogle ting, man måske ikke ville få lov til at prøve at lave i hverdagen, siger Mathilde Møller Sørensen, og retter øjnene mod et lille lyserødt sofabord.

Den næste konkurrence går nemlig ud på, at deltagerne skal skære huller i sofabordet og lave en dekoration med potter i hullerne.

- Det er meget spændende, tilføjer Mathilde Møller Sørensen.

DM i Skills fortsætter fredag. Lørdag afsluttes arrangementet med finaler og kåringer af de nye danmarksmestre. 


Nyhedsoverblik