Mange unge på Sjælland står uden job og uddannelse

76.600 unge i aldersgruppen 15-29 år står uden for job- og uddannelsessystemet, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange unge i de syd- og vestsjællandske kommuner står uden for job- og uddannelsessystemet. 

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der kortlægger 15-29-åriges job- og uddannelsesstatus.

Odsherred Kommune indtager femtepladsen med 9,9 procent af deres unge, der ikke har taget en uddannelse eller er i job. 

quote Det handler om at have nogle skoler, der løfter de her børn og unge

Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker og projektchef, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Analysen viser, at 76.600 unge, hvilket svarer til 7,6 procent, i aldersgruppen 15-29 år er uden for job- og uddannelsessystemet. Opgørelsen viser, at København og Sjælland topper listen over flest unge uden job og uddannelse.

- Det er især blandt unge fra Københavnsområdet og Syd- og Vestsjælland, at vi kan se en høj andel, der står uden for job- og uddannelsessystemet, siger chefanalytiker og projektchef Mie Dalskov Pihl hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en pressemeddelelse, hvor hun uddyber, at unge i Midt- og Vestjylland og Nordsjælland i højere grad er i job eller uddannelse.

- Forskellene vidner om, at mange kommuner har en tungere gruppe af unge, der er svære at få med, når det kommer til job og uddannelse.

Tal fra analysen:

• 76.600 unge i aldersgruppen 15-29 år har hverken et job eller en uddannelse eller er i gang med en uddannelse per februar 2020. Det svarer til 7,6 procent. Der er sket en stigning siden 2014, hvor der var 64.800.

• De 76.600 unge dækker over 46.600 unge i aldersgruppen 15-24 år, 22.500 unge i aldersgruppen 25-29 år, der ikke har anden uddannelse end grundskole, og 7.500 25-29-årige, der har gennemført en gymnasial uddannelse uden at være i job eller i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse.

• Blandt de 76.600 unge i aldersgruppen 15-29 år var over halvdelen heller ikke i gang med uddannelse eller i beskæftigelse året før.

• Mange af dem har dårlige karakterer fra afgangsprøverne i 9. klasse. 19,6 procent af de unge, der har fået under 2 i karaktergennemsnit i dansk og matematik, står uden job og uddannelse. Blandt unge der har fået over 4 i dansk og matematik er kun 3,4 procent uden job og uddannelse. Samlet har næsten halvdelen af gruppen enten ikke været oppe til afgangsprøver eller ikke bestået afgangsprøverne i dansk og matematik.

• Børn af ufaglærte er overrepræsenterede. Blandt unge med ufaglærte forældre er det hver 6., der ikke har fået en uddannelse, eller er i gang med en uddannelse eller er i beskæftigelse. Blandt unge med mindst én forælder, der har en videregående uddannelse, gælder det hver 20.

• Der er en lille overvægt af mænd i gruppen. 8,6 procent af de 15-29-årige mænd er i gruppen, og 6,4 procent af de 15-29-årige kvinder er i gruppen.


Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Kommunerne har et ansvar

Odsherred Kommune er overgået af Ishøj, Langeland, København, Brøndby. 

Dog indtager de syd- og vestsjællandske kommuner samt Lolland fem af top ti-pladserne. Altså med Odsherred på en femte plads, efterfulgt af Lolland, Vordingborg, Stevns og Kalundborg, der indtager sjette til niende pladsen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd understreger, at kommunerne spiller en rolle i forhold til, hvordan de unge kommer videre fra grundskolen.

Læs også
Erhvervsskole og gymnasie fusionerer - flere unge skal sikres job lokalt
Læs også
Erhvervsskole og gymnasie fusionerer - flere unge skal sikres job lokalt

- For langt de fleste er det svært at få en god tilknytning til arbejdsmarkedet uden uddannelse, og det starter allerede i folkeskolen. Vi kan se, at det er vigtigt at have en god skolegang og komme godt afsted fra afgangsprøverne, hvis man skal lykkes. Det handler om at have nogle skoler, der løfter de her børn og unge, siger Mie Dalskov Pihl.

Derudover mener Mie Dalskov Phil også, at det handler om at have en kommunal indsats, der får de unge til at tage en uddannelse og på jobmarkedet.

Top ti over kommuner med flest 15-29-årige uden uddannelse eller beskæftigelse:

  • Ishøj - 10,6 pct.
  • Langeland - 10,4 pct.
  • København - 10,2 pct.
  • Brøndby - 9,9 pct.
  • Odsherred - 9,9 pct.
  • Lolland - 9,4 pct.
  • Vordingborg - 9,4 pct.
  • Stevns - 9,3 pct.
  • Kalundborg - 9,1 pct.
  • Albertslund - 8,7 pct.


    Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd



Nyhedsoverblik