Listeriaudbrud betyder flere tilbagekaldelser af fiskefrikadeller

Fødevarestyrelsen fordobler liste over tilbagekaldte fiskefrikadeller som følge af sygdomsudbrud og dødsfald.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fødevarestyrelsen fordobler torsdag listen af fiskefrikadeller, som er blevet tilbagekaldt på grund af et udbrud med sygdommen listeria.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er kommet ni nye typer af fiskefrikadeller til på listen, som i forvejen talte ni forskellige fiskefrikadeller fra Jeka Fish A/S.

Produkterne er solgt i SuperBrugsen, Kvickly, Dagli'Brugsen, Irma, Coop 365, Fakta, Netto, Bilka, Lidl og Aldi og på hjemmesiderne coop.dk MAD og Nemlig.com.

Det drejer sig om fiskefrikadellerne Havet's Gourmet Fiskefrikadeller, Havet's Middags Fiskefrikadeller, Havet's Klassiske Fiskefrikadeller, Havet's Fiskefrikadeller med laks, Havet's små klassiske Fiskefrikadeller, Havet's små Fiskefrikadeller med laks og Havet's Små økologiske Laksefrikadeller.

Det er også Havet's småfiskefrikadeller med chili og rejer, Havet's Klassiske fiskefrikadeller, Løgismose Fiskefrikadeller af linefanget torsk, med røget torsk, Løgismose Fiskefrikadeller af linefanget torsk, med varmrøget laks, Lidl Nautica Fiskefrikadeller, Strandby fisk fiskefrikadeller, Cimbric Fiskefrikadeller torsk, Cimbric Fiskefrikadeller torsk, Cimbric Øko Laksefrikadeller og Vores XXL Fiskefrikadeller.

Gode råd til at spare på stigende elpriser
Læs også
Kan man slukke for fryseren et par timer? Og ni andre spørgsmål til energieksperten
Gode råd til at spare på stigende elpriser
Læs også
Kan man slukke for fryseren et par timer? Og ni andre spørgsmål til energieksperten

De er alle fiskefrikadeller, som er på køl, og som er produceret mellem 1. august i år og 8. november.

Derudover er Navito Fiskefrikadeller på frost også tilbagekaldt. De er produceret mellem 1. august og 8. november.

Fødevarestyrelsen råder borgerne til at returnere varerne til butikken eller kassere dem.

De færreste bliver syge af Listeria-bakterien 

Listeria-bakterien findes overalt og derfor også i mange rå eller let forarbejdede fødevarer.

Bakterien kan forårsage blandt andet hovedpine, feber, diarré og influenzalignende symptomer, hvis man indtager den.

De fleste vil på et eller andet tidspunkt blive smittet med bakterien, men de færreste bliver syge af den.

Men onsdag meldte Statens Serum Institut ud, at en person over 70 års død kunne kobles til listeriafundene i fiskefrikadeller.

Særlig vejledning til syge og gravide

Har man et svækket immunforsvar, eller er man gravid, bør man være ekstra forsigtig for at undgå listeria-smitte.

Fødevarestyrelsen anbefaler syge og gravide at spise kødpålæg, koldrøget fisk og gravad fisk, der er så frisk som muligt.

Derudover skal man sikre at gennemvarme mad, undgå upasteuriseret mælk og bløde råmælksoste. Det er også vigtigt, at man sætter mad hurtigt i køleskabet, og at køleskabet er maksimalt fem grader varmt.



Nyhedsoverblik