Kraftigt regnvejr kan give en måneds regn på 24 timer

Regnvejr kan lokalt give mellem 30 og 50 millimeter regn. Landsgennemsnittet for hele april er 38 millimeter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et kraftigt regnvejr er på vej ind over Danmark og kan nogle steder give op til 50 millimeter regn på et enkelt døgn.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Metrologiske Institut (DMI) Lars Henriksen.

- Nogle steder vil det regne næsten uafbrudt frem til i morgen eftermiddag eller i morgen aften. Det betyder, at der vil være steder, der får rigtig meget vand, siger han.

Regnvejret ligger mandag morgen over en stor del af Tyskland helt ned til Alperne.

- Når det kommer op over Danmark i løbet af dagen, vil det begynde at regne og regne i lang tid, siger Lars Henriksen.

Kloaker kan komme under pres

Regnen vil ud fra de nuværende prognoser ramme den syd- og sydvestlige del af Danmark først. Det vil ske sidst på formiddagen, fortæller Lars Henriksen.

Hvilke steder, der vil komme mest regn, er prognoserne i øjeblikket ikke helt enige om.

Men ifølge Lars Henriksen tyder det på, at de syd- og sydvestlige dele af landet kan få mellem 30 og 50 millimeter regn frem til tirsdag aften.

quote Kommer der over en måneds normal, så vil det nogle steder kunne sætte kloaksystemerne under pres

Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Metrologiske Institut (DMI)

Landsgennemsnittet for hele april ligger på 38 millimeter.

Men selv om der kommer meget regn, så falder det over en forholdsvis lang periode, fortæller Lars Henriksen. Det giver bedre mulighed for, at vandet kan nå at blive absorberet.

- Det gode er, at vi har haft en relativt tør periode, så vandet i vores åer er faldet igen, så der er kapacitet til at kunne tage noget af vandet, siger han.

- Men det er klart, at kommer der over en måneds normal, så vil det nogle steder kunne sætte kloaksystemerne under pres, lyder det videre.

Det tyder på, at den nordlige del af landet og Bornholm bliver de steder, hvor der kommer mindst regn.

DMI har søndag aften sendt et varsel om kraftig regn ud. Varslet er i kategori 1, hvilket den mildeste varslingskategori. 

Læs også
Fremrykker varsel om kraftig regn
Læs også
Fremrykker varsel om kraftig regn

Det betyder, at der er tale om voldsomt vejr, som kan påvirke omgivelser og udendørsaktiviteter.

I kategori 2 og 3 er der tale om henholdsvis farligt og meget farligt vejr.


Nyhedsoverblik