Kolde tider i vente - gaskunder står til prissmæk på 4000 kroner

Husejere med gasfyr står overfor den dyreste vinter i mindst ni år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gasprisen er kun gået en vej det seneste år. Op. Og det får husejere, der varmer huset op med gas, nu med alt sandsynlighed at mærke. For vinteren er på vej og dermed behovet for at opvarme boligen, hvilket ifølge de aktuelle gaspriser og fagfolks vurderinger bliver noget dyrere end hidtil.

Både OK og SEAS-NVE, der sælger gas til sjællandske boligejere, oplyser til TV2 ØST, at prisen for vinterens gasforbrug anslået stiger med omkring 4.000 kroner for en husstand sammenlignet med sidste vinter. 

Overslaget er baseret på de nuværende forventninger til gasprisen over vinteren.

- Prisniveauet lige nu er højt, og det har været støt stigende igennem hele året. Der er ingen tvivl om, uanset hvad der sker, vil vinteren blive dyrere for den danske naturgasforbruger i 2021-2022 end i 2020-2021, siger Simon Vestergaard Pedersen, som er produktchef hos OK.

quote Alle energipriser er steget – både olie, el, gas og kul

Simon Vestergaard Pedersen, produktchef hos OK

Han peger på, at gasregningen for den kommende vinter endvidere vil opleves dyrere, fordi gasprisen sidste vinter ramte et rekordlavt niveau.

Sammenlignet med 3. kvartal sidste år er gasprisen steget fra 0,98 kroner per kubikmeter eksklusive moms til 3,66 kroner per kubikmeter i indeværende kvartal, hvilket er henholdsvis det laveste og det højeste niveau i mindst ni år, viser en opgørelse fra OK.

- Sidste år var gasmarkedet i hele Europa i bund, men nu er det i top – og får vi en meget kold vinter, kan vi risikere, at de danske gaspriser tager nogle voldsomme hop, siger Simon Vestergaard Pedersen og tilføjer:

- Får vi omvendt en vinter som sidste år, vil vores priser følge det europæiske niveau, som på nuværende tidspunkt bare er højt.

Gasfelter ude af drift

Prisen på gas er steget som følge af øget efterspørgsel kombineret med et lavere udbud. Alene den seneste måned er prisen på en kubikmeter steget 15 procent.

- Alle energipriser er steget – både olie, el, gas og kul, siger Simon Vestergaard Pedersen og tilføjer:

- Ser man på udbuddet, er flere gasfelter ude af drift – herhjemme er Tyra Feltet planlagt ude af drift. Derimod har det ikke været planlagt, at en række norske felter er ude til revision – og det har sænket udbuddet, hvilket kan få prisen til at stige yderligere.

Prisen på gas er steget som følge af øget efterspørgsel kombineret med et lavere udbud. Herhjemme er gasfeltet Tyra planlagt ude af drift.
Prisen på gas er steget som følge af øget efterspørgsel kombineret med et lavere udbud. Herhjemme er gasfeltet Tyra planlagt ude af drift. Foto: Tom Ingvardsen/Ritzau Scanpix

På den anden side er den store gasledning North Stream 2 på nippet til at blive taget i drift, påpeger produktchefen:

- Og det skulle gerne øge mængden af russisk gas til Europa, hvilket kan få prisen til at stabilisere sig på nuværende niveau.

Danmark er tæt forbundet gennem gasrør med resten af Europa, og det europæiske marked for gas er forbundet med resten af verden gennem rør fra Rusland og Nordafrika og gennem flydende gas, der sejles med skibe til og fra Europa. Det betyder, at prisudviklinger i resten af verden, påvirker Danmark direkte.

quote Der er dog ingen grund til at frygte fysisk mangel på gas i Danmark

Jack Michael Kristensen, funktionschef i SEAS-NVE

Ifølge SEAS-NVE er der anslået 80.000 gasforbrugere i Region Sjælland. Men selvom der bliver mindre gas på markedet, er det dog ikke ensbetydende med, at Danmark er i risiko for at løbe tør for gas, fortæller Jack Michael Kristensen, funktionschef i SEAS-NVE:

- Den forlængede vinter i starten af året har givet flere tomme gaslagre rundt om i Europa, og det har øget efterspørgslen på gas til opfyldning, hvilket også er med til at påvirke prisen på gas. Der er dog ingen grund til at frygte fysisk mangel på gas i Danmark.

To muligheder for gaskunder

Og der er næppe udsigt til, at priserne kommer til at ændre sig.

- Økonomien buldrer derudad, og derfor forventer vi, at råvarepriser inklusive olie, gas og elektricitet forbliver på et højere niveau året ud og sandsynligvis ind i 2022 – medmindre der kommer en pludselig økonomisk opbremsning, for eksempel som følge af en ny corona-pandemi, siger Jack Michael Kristensen.

Læs også
Frivillige kæmper for fjernvarme til Rørvig: - Det er lige før champagnepropperne springer
Læs også
Frivillige kæmper for fjernvarme til Rørvig: - Det er lige før champagnepropperne springer

For gaskunderne er der derfor nu to ting at gøre, siger Simon Vestergaard Pedersen fra OK:

- Den bedste besparelse, man kan gøre, er at tænke over, hvor meget energi, man bruger.

Men når det er sagt, kan man som gas-forbruger overveje at gøre en af to ting – alt efter, hvad man tror, der kommer til at ske:

- På den korte bane skal man gøre op med sig selv, om man vil tage risikoen og gøre som 99 procent af de danske gaskunder og vælge et produkt, som følger markedsprisen, eller så kan man afsøge markedet for en fastprisaftale, siger Simon Vestergaard Pedersen.

Udover gas er også olieprisen gået op. Siden nytår er prisen på fyringsolie steget fra 11.025 kroner per 1.000 liter til 12.907, viser en oversigt fra OK.



Nyhedsoverblik