Kør forsigtigt - stor risiko for personskade

DMI advarer om farligt vejr i morgentrafikken, hvor et let isslag ventes at ramme blandt andet vores landsdel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er rigtig vigtigt, at folk kører ordentligt.

Sådan lyder meldingen fra vagtchef Jesper Mortensen fra Midt- og Vestsjællands Politi forud for de trafikale problemer, der mandag morgen forventes at ramme morgentrafikken.

DMI forventer nemlig, at blandt andet vores landsdel i timerne mellem 06.00 og 10.00 bliver ramt af isslag. De har udsendt et såkaldt farevarsel om vejret, og advarer direkte mod et stort antal uheld i morgentrafikken.

- Man skal køre forsigtigt. Lige nu kan vi kun advare folk præventivt, og så håbe, at det ikke bliver så slemt. Men det er rigtig vigtigt, at folk kører forsigtigt.

Kør forsigtigt, når der er isslag

Når der ventes isslag, kan vejene være meget uforudsigelige. Her er nogle råd til, hvordan du kan forholde dig:

  1. God afstand: Hold en sikker afstand til de andre biler på vejen. Det gør det nemmere for dig at bremse og undgå uheld, hvis der skulle ske noget uventet.

  2. Brug lavere hastighed: Isslag øger bremselængden, så du skal bremse længere for at standse bilen.

  3. Brug dine bremser forsigtigt: Det kan være fristende at trykke hårdt på bremsen, når du pludselig opdager, at du kører for stærkt, men det kan få bilen til at glide eller skride ud, hvis der er isslag. Brug i stedet bremserne gradvist og forsigtigt for at undgå at miste kontrollen over bilen.

  4. Styr på dækkene: Brug vinterdæk og hold dine dæk i god form. Dæk med god mønsterdybde vil give dig mere trækkraft på glatte veje.

  5. Tilpas din kørestil: Det kan være nødvendigt at ændre din kørestil, når der er isslag. Det kan for eksempel være ved at accelerere langsommere eller at tage sving ved lavere hastigheder, end du normalt ville.

Advarslen om isslag blev udsendt allerede søndag aften af DMI som et såkaldt risikovarsel. DMI har siden opgraderet varslet til at være et egentligt farevarsel.

Også Vejdirektoratets Trafikinformationstjeneste advarer på Trafikken.dk mod vejret.

- Hvis du derfor ikke kan lade bilen stå, så vær ekstra opmærksom, forbered dig inden turen og tag afsted i god tid, skriver de på hjemmesiden.

Læs også
DMI advarer om risiko for isslag i hele regionen
Læs også
DMI advarer om risiko for isslag i hele regionen
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stor risiko for personskade

I advarslen fra DMI er opfordringen da heller ikke til at tage fejl af.

- Isslag medfører risiko for et stort antal uheld med personskade til følge. Færdsel, kørende såvel som gående, er forbundet med stor risiko for skade, hedder det direkte i varslet fra DMI.

Isslag dannes, når regndråber på vej mod jorden underafkøles - og derefter øjeblikkeligt fryser til is, når de rammer jorden. Det skal ikke forveksles med islag (med ét s). Det dannes, når for eksempel en vej, der er våd af regn eller smeltevand, fryser til is.

DMI oplyser dog, at der i vores område mandag morgen er risiko for at opleve begge vejrfænomener.

Overgang til varmere vejr

Ifølge  vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Klaus Larsen, skyldes isslaget en overgang til varmere vejr. 

- I dag er en overgangsdag, hvor varm luft trækker sig på fra sydvest. I den forbindelse vil der komme udbredt regn mange steder, og det kan især i morgen- og formiddagstimerne starte som isslag, siger han ifølge Ritzaus Bureau.

Han fortæller, at der allerede er observeret isslag i Jylland, og at fænomenet ventes at brede sig. 


Nyhedsoverblik