KL-formand: Giv mere mediestøtte til lokale og regionale medier

Jacob Bundsgaards (S) forslag om at øge mediestøtten til hjælp for lokale og regionale medier får opbakning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Giv øget støtte til regionale og lokale medier, når det kommende medieforlig skal forhandles på plads. Og få hævet den samlede mediestøtte.

Meldingen til Folketingets partier fra formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Jacob Bundsgaard (S) er klar.

I et interview med det uafhængige journalistiske center for journalistik Constructive Institute mandag gør han sig til talsmand for, at den samlede mediestøtte skal stige.

Den øgede støtte skal bruges til at forbedre forholdene for de regionale og lokale medier, der har blødt annoncekroner til ikke mindst techgiganter som Google og Facebook, siger Jacob Bundsgaard til Ritzau.

- Dynamikken i det lokale demokrati bliver dårligere, hvis der ikke er en kritisk presse, der både kan føre kontrol med magthaverne og også fortælle, hvad der sker i deres lokalområde

- Jeg synes, man skal gå efter en forøgelse af mediestøtten. Fordi man kan se, at de forretningsmodeller, man opererer med, bliver undergravet i disse år af nogle af de store techgiganter, siger han.

Vil have støtten op

Jacob Bundsgaard, der er borgmester i Aarhus Kommune, sætter ikke kroner og øre på, præcist hvor meget mediestøtten bør stige. I år udgør den omkring 360 millioner kroner.

- Jeg synes, at det rettelig er en diskussion, der hører hjemme på Christiansborg. Jeg kan se, at der er en udfordring med, at vores lokalpresse bliver dårligere og dårligere finansieret.

- Der bliver mindre og mindre af den, og vi oplever egentlige nyhedsørkener mange steder i Danmark. Ikke kun i provinsen. Også i København er der bydele, der ikke længere har en lokalpresse, så borgerne får indsigt i, hvad der sker i deres lokalområde, siger han.

Jacob Bundsgaards opfordring til at øge støtten til lokale og regionale medier møder opbakning fra mange partier i Folketinget.

- Vi har simpelthen ikke råd til at lade være med at lave en betydelig investering fra samfundets side, siger De Radikales medieordfører, Jens Rohde.

- Det handler om den fjerde statsmagt og vores demokrati, og det handler om, at der er nogle, der skal kigge magthaverne over skuldrene ude i kommunerne. Det er helt afgørende, siger han.

Håber anbefaling følges

Også Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, er begejstret for KL-formandens forslag.

- Jeg håber virkelig, at regeringen vil lytte til hans anbefaling.

- Den afspejler, at forholdene ude omkring er katastrofale. Og hvis de regionale aviser og ugeaviser begynder at lukke, så mister demokratiet en afgørende bastion, siger han.

Venstres medieordfører, Britt Bager, siger:

- Det er et fremragende forslag, og det er også noget af det, vi i Venstre har sagt, at vi vil gå til medieforhandlingerne på.

Medieordfører Rasmus Nordqvist fra SF har som flere af de andre partier fokus på, at techgiganter skal bidrage. Men han vil ikke garantere, at selve mediestøtten skal stige.

- Jeg er ikke parat til at sige, om vi nødvendigvis skal bruge flere penge, eller hvor mange flere penge, på mediestøtten. Men vi skal have et stærkt fokus på de regionale og lokale medier, siger han.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra kulturminister Joy Mogensen (S).


Nyhedsoverblik