Højthængende skyer kan give udsyn til raketter nytårsaften

Det bedste nytårsvejr vil være i den syd- og sydøstlige del af landet, mens der kan være tåget i Jylland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et skydække vil dominere vejret nytårsaften, men da skyerne mange steder vil hænge højt på himlen, kan der stadig blive udsyn til fyrværkeri.

Det fortæller Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), torsdag morgen.

quote Det bliver en nytårsaften, som vi kender så godt, med mange skyer og stedvis nedbør

Lars Henriksen, vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)

- Det bliver en nytårsaften, som vi kender så godt, med mange skyer og stedvis nedbør, siger meteorologen.

- Når vi skal skyde nytåret ind, så forventer jeg, at skyerne hænger relativt højt, så man ikke bliver forstyrret af dem, lyder det videre.

Ifølge Lars Henriksen kan nedbøren lokalt i Jylland falde vinterligt som enten slud eller tøsne, men de fleste steder vil nedbøren falde som regn.

Temperaturen vil ligge mellem en og fem grader

I den nordlige og centrale del af Jylland vil der også være tåge rundtomkring i løbet af nytårsaftensdag.

- Tåge og lav dis kan godt blive liggende en stor del af dagen og måske også blive liggende frem til nytårsaften.

- Så det er noget blandet vejr og ikke super godt. Men vi har også set værre før med kraftigt blæst, siger Lars Henriksen.

Temperaturen vil ligge mellem en og fem grader. Vinden bliver lidt frisk og stedvis hård.

- Det bedste vejr vil man finde i den syd- og sydøstlige del af landet. Der er der heller ikke så meget vind, og det er jo godt, når man skyder raketter af, siger Lars Henriksen.

Hvis enkelte danskere ikke har fundet til ro i de tidlige morgentimer, fortæller meteorologen, at det skyede vejr fortsætter fredag.

- Der er ikke de store variationer i morgen. Der bliver skyet, og der kommer nedbør lokalt, der enten falder som regn og slud, siger Lars Henriksen.


Nyhedsoverblik