Nyhedsoverblik

Hjem-Is dropper nyt navn

Det mødte stor kritik hos forbrugerne, da Hjem-is for fire måneder siden valgte at udskifte navnet på bilerne til ”Fråst”.

Nu er protesterne blevet hørt, for Hjem-is har besluttet at rulle navnet tilbage.

- Når klokken ringer, skal vi lytte til vores kunder og reagere. Hjem-IS er et stærkt brand, som har leveret ismagi siden 1976 og bragt en stor portion nostalgi direkte hjem til vores kunder. 

- Vi skal hedde Hjem-IS, siger Torben Meng, Nordic General Manager hos Premier IS og Hjem-IS og fortsætter:

- Det var ikke et godt valg at skelne mellem selskabsnavn og Hjem-IS. Vi skal ikke have et navnehierarki. Vi hedder Hjem-IS.

Foruden navneskiftet følger også en strategi om, at det igen skal være is, der udfylder størstedelen af pladsen i Hjem-is bilen. 

Det betyder, at flere efterspurgte isklassikere er tilbage i sortimentet samtidig med, at der vil være flere Hjem-is mixpakker på menuen.

- Vi glæder os til at bringe mere is-magi og eventyr ud til isglade danskere. Vi lytter til vores kunder og konklusionen er klar. Mere Hjem-IS, siger Torben Meng.

Siden 2008 har man foruden isen fra ismejeriet i Thy også kunne købe pizza, snacks og andre måltider i Hjem-is bilen. Disse varer vil fortsat være en del af sortimentet, oplyser Hjem-is.