Gymnasier: - Det er en stor udfordring for os at åbne op

Det er svært at leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer om udendørsundervisning og to meters afstand. Sådan lyder det fra flere gymnasier.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra onsdag skulle de gymnasiale uddannelser efter planen åbne op for de ældste elever i 3.g, 2.hf, ASF-klasser (Autisme Spektrum Forstyrrelser) og eux-elever, der skal afslutte deres uddannelse til sommer.

quote Jeg tror ikke, vi kommer til at åbne ret meget op

Per Farbøl, vicerektor på Stenhus Gymnasium i Holbæk

Men virkeligheden er lidt en anden. Flere af regionens gymnasier slår nemlig ikke dørene op. Det gælder blandt andet Stenhus Gymnasium i Holbæk.

- Vi har kun virtuel undervisning i den her uge. Jeg tror ikke, vi kommer til at åbne ret meget op, siger vicerektor Per Farbøl.

Retningslinjer passer ikke til ungdomsuddannelser

Indtil videre har Stenhus Gymnasium ikke besluttet, om de overhovedet vil åbne op for, at eleverne kan møde fysisk ind på skolen.

- Vi skal jo give undervisning, og i det omfang, vi synes, vi kan foretage forsvarlig og effektiv undervisning og overholde Sundhedsstyrelsens foranstaltninger, så bliver det med fysisk tilstedeværelse på skolen, siger Per Farbøl.

- Der er nogle udfordringer. For eksempel står der i sundhedsstyrelsens vejledning, at undervisningen fortrinsvis skal foregå udendørs. For mig at se er det jo helt tydeligt, at rigtig mange af reglerne ikke er lavet med henblik på ungdomsuddannelserne, siger Per Farbøl.

Kan næsten ikke betale sig at åbne op

Sundhedsstyrelsens retningslinjer om to meters afstand er også noget af en udfordring at skulle praktisere for regionens gymnasier.

- Noget så simpelt som at der skal være to meter imellem hver elev gør, at der ikke kan være mere end 12 elever i hvert klasseværelse. Så skal alle klasser være delt i mindst to lokaler. Der er grænser for, hvor enkelt det er at undervise, når alle klasser skal være delt i to lokaler, mener vicerektoren

quote Når den her uge er omme, er der ikke mere end tre uger tilbage af skoleåret, for så kommer eksamenerne

Per Farbøl, vicerektor, Stenhus Gymnasium i Holbæk

Ifølge vicerektoren handler det om sundhed, om det praktisk og logistisk er muligt, og hvor effektivt det er at skulle åbne op igen. Kan det overhovedet betale sig?

- Når den her uge er omme, er der ikke mere end tre uger til eksamenstræning. Lærerne skal også undervise alle de andre elever virtuelt samtidig, siger han.

- De seneste tre uger har alle eleverne fået hjemmeundervisning, og sådan er det også i denne uge, og det fungerer faktisk rigtig godt, siger Per Farbøl.

Odsherred Gymnasium åbner ikke op i dag

På Odsherred Gymnasium har man valgt at åbne gradvis. Men eleverne er ikke mødt ind i dag, som det ellers står på hjemmesiden.

- De første møder ind på fredag, og så møder resten ind på mandag. I dag (onsdag, red.) planlægger vi, hvad der skal ske. Vi er nødt til at prioritere, hvordan det skal ske, og vores HF’ere vil vi rigtig gerne se, så de møder ind på fredag. Så kommer 3.g’erne fra på mandag, siger skolens rektor Niels-Peter Babalola Andersson.

Han peger også på problemet med, at hvert hold skal have mere end ét lokale, og at der kan være nogle logistiske problemer. 

- Derudover er der alt det, der handler om rengøring og hygiejne, og så skal lærerne også have undervisning for 1’g’ere og 2.g’ere, og de skal også have nogle lokaler til at sidde og hjemmeundervise her på skolen, siger han.


Nyhedsoverblik