Første kvinde er smittet med abekopper i Danmark

Kvinden, der er smittet med abekopper, er det første tilfælde uden for den kendte risikogruppe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den første kvinde i Danmark er smittet med abekopper. Det oplyser Sundhedsministeriet på sin hjemmeside. Det seneste døgn er der konstateret fem nye smittede.

Det er Statens Serum Instituts vurdering, at der vil være enkelte smittetilfælde uden for risikogruppen.

- Det er det første tilfælde af abekopper uden for den kendte risikogruppe, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

quote Vi har udvidet målgruppen for vaccination og indkøbt nye forsyninger

Magnus Heunicke (S), sundhedsminister

Indtil fredag var abekopper i Danmark kun set blandt mænd, der har sex med mænd, men med det nye tilfælde hos en kvinde, er der nu for første gang set smitte uden for denne gruppe.

- Der er tale om et isoleret tilfælde af smitte hos en kvinde, som Styrelsen for Patientsikkerhed er ved at smitteopspore, siger Magnus Heunicke (S).

176 kvinder smittet i Europa

Det er ikke kun i Danmark, at man ser tilfælde af abekopper blandt kvinder.

Den 17. august var i alt 176 kvinder i Europa smittet med abekopper. Det svarer til cirka 1,1 procent.

Sundhedsministeren understreger, at regeringen tager sygdommen meget alvorligt.

- Vi har udvidet målgruppen for vaccination og indkøbt nye forsyninger, så alle, der er i risikogruppe, kan få tilbud om en vaccine, siger Magnus Heunicke (S).

Læs også
Region Sjælland får 500 vacciner mod abekopper
Læs også
Region Sjælland får 500 vacciner mod abekopper

Der er indtil videre konstateret 163 tilfælde af abekopper i Danmark.