Fire biler beslaglagt

Opsigtsvækkende mange beslaglæggelser af biler i weekenden, vurderer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I løbet af weekenden blev fire biler beslaglagt på baggrund af manglende førerret.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Politiet vurderer, at det er opsigtsvækkende mange beslaglæggelser.

Første beslaglæggelse skete efter politiet standsede en 33-årig mand fra Nykøbing Falster på Lyngvejen ved Horreby lørdag klokken 02.40. 

Han blev sigtet for at køre uden førerret, og da det var tredje gang, han blev sigtet for at køre uden kørekort, blev bilen beslaglagt.

Regler for beslaglæggelse af køretøjer

Hvis føreren kører uden førerret mere end tre gange. 

Hvis ejeren af bilen overlader sit køretøj til en person uden førerret mere end tre gange.  

I tilfælde af vanvidskørsel: 

  • Hastighedsovertrædelser på over 100 pct. af fartgrænsen i by og på land, eller hvis føreren kører over 200 km i timen på motorvej.

  • Spirituskørsel, hvor føreren kører med en promille på 2,0, eller hvis føreren indenfor tre år har kørt med en promille på 1,2 to gange. 

  • Særligt hensynsløs kørsel.

Længere oppe af dagen klokken 18.05 blev en 23-årig mand fra Nørre Alslev standset på Vestre Ringvej ved Næstved. 

Føreren var påvirket af stoffer, og i bilen fandt politiet en klump hash. Han blev sigtet for narkokørsel, overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og for at køre uden førerret. 

Alligevel var det ikke derfor, politiet beslaglagde bilen. Køretøjet blev konfiskeret, fordi ejeren, en 24-årig mand, for tredje gang havde udlånt sin bil til en person uden førerret.

Derfor adskiller dette tilfælde sig fra resten, da de andre førere ejede den bil, de kørte i, oplyser politiet.

Tredje gang beslaglægges bilen

Omkring et døgn senere blev en 45-årig mand fra Holeby standset på Højbygårdvej. 

Han blev også sigtet for at køre uden kørekort, og da det var tredje gang, at han kørte uden førerret, blev bilen beslaglagt.

Den sidste beslaglæggelse i weekenden skete, efter en 25-årig mand fra Slagelse blev standset af politiet klokken 22.20 på Kongelysten i Slagelse. Han blev også sigtet for at køre uden førerret for tredje gang.

Læs også
15-årig flygtede fra politiet på knallert
Læs også
15-årig flygtede fra politiet på knallert

Når politiet beslaglægger køretøjer, bliver de kørt væk og opbevaret af politiet, indtil retten vurderer, at køretøjet er formelt konfiskeret, og derefter kan det sælges. 

Pengene fra salget går til statskassen. Manglende førerret er en af de væsentligste grunde til beslaglæggelse af køretøjer, fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 


Nyhedsoverblik