Femte dag i træk med under 400 nye smittetilfælde

Fra tirsdag til onsdag har der været 331 nye smittetilfælde. Samtidig falder antallet af indlagte med otte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden tirsdag er der registeret 331 nye tilfælde med coronasmitte i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut.

Dermed er det femte dag i træk, at der er registreret under 400 nye tilfælde af coronasmitte herhjemme. Senest der blev meldt om mere end 400 nye tilfælde, var 2. oktober, hvor seruminstituttet havde konstateret 536 nye tilfælde.

Udviklingen skal ses i lyset af, at der i oktober har været knap så travlt i det offentlige med at coronateste, som det har været tilfældet de foregående uger.

Onsdagens smittetal baserer sig på 42.279 prøver. Til sammenligning var der i sidste halvdel af september i gennemsnit 50.000 test om dagen.

Smittetallene fra Statens Serum Institut omfatter kun test taget i det offentlige og ikke tal fra private klinikker.

Antallet af positive test i det private vurderes dog at være relativt lavt.

Samtidig med, at antallet af smittetilfælde er faldet i forhold til tidligere, er der også indlagt færre coronapatienter på landets hospitaler.

Færre indlagte

Onsdag er 116 personer indlagt med coronavirus. Det er otte færre i forhold til tirsdag.

Der er ikke registeret dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.

Samlet er 663 personer døde med virusset i kroppen, siden det første dødsfald blev konstateret i starten af marts.

På et pressemøde onsdag siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at smitten i Danmark er nedadgående.

Kontakttallet i Danmark ligger lige nu på 0,8, efter at det de foregående uger har ligget på over 1,0.

Det er dog ifølge ministeren stadig for tidligt at sige, at kurven er knækket.

Kontakttallet er et gennemsnit af det antal personer, som en smittet person smitter i befolkningen.


Nyhedsoverblik