Eks-hustru til tiltalt journalist: Han var manipulerende og styrende

Tidligere hustru til den 47-årige familiefar fra Midtsjælland, der er tiltalt for at blufærdighedskrænke 40 børn, vidnede fredag i Retten i Roskilde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da den spinkle kvinde kommer ind i retslokalet, beder hun om, at hendes eksmand bliver ført ud i et lytterum, når hun skal afgive forklaring. 

I 25 år har kvinden været gift med den mand, der nu sidder tiltalt for at have krænket 40 børn, heriblandt hendes egne biologiske børn og et plejebarn, i det hjem på Midtsjælland, hun og den tiltalte sammen har bygget op. Nu er parret skilt, og kvinden og børnene har skiftet efternavn. Kvinden fortæller, at hun er bange for sin tidligere mand, fordi han ifølge hende er styrende og manipulerende.

quote Han rejste sig kun fra sofaen for at gå på toilettet eller på Circle K-tanken efter cigaretter

Tiltaltes ekskone i retten

Ifølge anklageskriftet er der tale om blufærdighedskrænkelser. Den tiltalte har erkendt, at han har optaget video af nøgne børn fra tre til fjorten år med fokus på børnenes kønsorganer. Han erkender også, at han har filmet, imens han har berørt flere børn under 12 år på kønsorganerne, mens de sov. Børn, der var hans egne børns venner, og som ikke vidste, hvad de blev udsat for. Dertil kommer blufærdighedskrænkelse af ni udenlandske børn, som den 47-årige familiefar ifølge anklageskriftet har fået til at udføre seksuelle handlinger på sig selv og efterfølgende sende optagelser til ham af.

Retsformanden beder den tiltalte om at sætte sig bagerst i retslokalet, så kvinden ikke kan se ham. Som udgangspunkt har han ret til at være til stede under retsmødet. Den tiltalte er utilfreds med, at han ikke må sidde ved siden af sin forsvarer. 

– Jeg synes bare, det er underligt, siger han irriteret til sin forsvarer.

Måtte ikke komme ned i stuen

Kvinden fortæller, at den tiltalte, siden hun mødte ham i 1996, har været glad for at spille computerspil om natten. Det var en del af livet med ham. 

Familielivet var dog ikke, siger hun, som familier lever mest. I starten og mange år frem var han nærværende og sjov med børnene. Han legede med dem og med deres venner, og fandt på sjove aktiviteter. Børnene elskede at komme hjem til dem, fortæller den tidligere hustru i vidneskranken. Som årene skred frem, levede parret dog i tiltagende grad separate liv. Først fordi den tiltalte begyndte at overnatte på sofaen. 

Efterhånden overtog han mere eller mindre stueetagen, hvor også køkkenet var. Derfor levede hustruen og børnene i stigende grad på førstesalen af huset på Midtsjælland, hvor de havde installeret sig med et lille køleskab, så børnene kunne få noget at spise, når hustruen ikke var hjemme. 

Læs også
Dommere lægger op til ophævelse af navneforbud mod pædofilitiltalt journalist
Læs også
Dommere lægger op til ophævelse af navneforbud mod pædofilitiltalt journalist

Om aftenen spiste hun og børnene takeaway på førstesalen. Når de, ifølge kvinden, nærmede sig stuen, råbte den tiltalte ”Ikke nu! Luk døren”. Børnene vidste godt, at de ikke måtte gå ned i stuen, siger hun.

Kvinden fortæller, at ifølge den tiltalte var hans arbejde som journalist på et større dansk medie så vigtigt, at han ikke rigtigt orkede andet.

- Han rejste sig kun fra sofaen for at gå på toilettet eller på Circle K-tanken efter cigaretter. Han arbejdede også fra sofaen, siger hun.

Ændrede personlighed og tøjstil

Fra 2018 begyndte den tiltalte ifølge hustruen så tydeligt at ændre karakter, at han også ændrede tøjstil. 

Mens han begyndte at gå i hættetrøjer, huer og med telefonen placeret i hånden konstant, fortalte han sin familie, hvordan de unge praktikanter i det mediehus, han arbejde i, var helt vilde med ham, og løb efter ham som et harem. "De tror, at jeg er 16 år", sagde den midaldrende mand, ligesom han forsøgte at overbevise sin hustru om, at han skulle vise legitimation, når han ville købe cigaretter på den lokale tankstation, fordi ekspedienten troede, at han var en fjortenårig dreng.

I december 2020 købte hustruen en husvogn til den tiltalte i julegave, som han kunne rykke ud i. På den måde kunne familien indtage huset igen, mens manden passede sig selv i husvognen.

Kvinden i vidneskranken forklarer, at det var i foråret 2021, hun opdagede, at hendes mand foretog sig andet på nettet at muntre sig med end at spille computerspil. Under en nattevagt på sit arbejde den 6. marts 2021 fik hun en besked på Messenger, hvor en person skrev til hende, at hendes mand var pædofil. 

Hun svarede ikke på beskeden, men tænkte, at personen var skør. Igennem de følgende nætter modtog hun flere og flere beskeder. Til sidst skrev hun tilbage, at enten skulle personen sende hende noget dokumentation for sine påstande, eller også skulle han holde op med at kontakte hende.

Anklager afspillede lydfil i retten

Dokumentationen kom i form af to filer, hvor kvinden genkendte sin mands stemme. På den ene fil sidder en syvårig pige og leger på et gulv. Den tiltalte siger ”jeg ville ønske, at jeg sad ved siden af dig. Så kunne jeg holde om dig og tungekysse med dig”.

På den anden fil er stemningen anderledes. Den er sendt til en ung formentlig amerikansk pige, som anklagemyndigheden ikke ved, hvem er. På filen, som specialanklager Lise Frandsen afspillede i Retten i Roskilde fredag, kan man høre den tiltalte sige til pigen, at han har modtaget to filer fra hende, blandt andet en, hvor hun har stukket en børste op i sig, mens hun siger daddy, daddy. På filen kan man høre, hvordan den tiltaltes stemme er skarp og nærmest skinger. Nu forstår han ikke, hvorfor pigen nægter. "Du skal nok heller ikke være amerikansk præsident, for de ville nok ikke synes om, at præsidenten havde sådan en fortid", siger han.

Læs også
Journalist for retten – tiltalt for omfattende krænkelser af børn
Læs også
Journalist for retten – tiltalt for omfattende krænkelser af børn

Imens den tiltalte grædende følger med fra bagerste række, fortæller hans forsvarer Carsten Brix, at den tiltalte har sendt flere breve til sine børn, og forsvareren spørger kvinden, om børnene har fået brevene, og om det er rigtigt forstået, at kvinden ikke ønsker at have fælles forældremyndighed med sin tidligere mand.

- Børnene ved, at der er breve fra deres far, men de ønsker ikke at læse dem eller at besøge ham i fængslet. Han har levet et dobbeltliv i 25 år, han er megapædofil, så nej, siger kvinden.


Nyhedsoverblik