Ejendomsmæglere: Nysolgte sommerhuse ryger på markedet igen

År med fart på boligmarkedet får ejendomsmæglere til at spå om gensalg i nær fremtid. Foto: Colourbox

Coronakrisens nyslåede sommerhusejere, kommer snart på andre tanker igen. Det mener lokal ejendomsmægler.

Coronakrisen fyrede op for boligmarkedet i 2020 og 2021. Der har været fart på især salget af sommerhuse, som steg med 90 procent fra andet kvartal 2019 til andet kvartal 2020. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Måske har der endda været lige lovligt meget fart på, hvis man spørger nogle af regionens ejendomsmæglere. De forventer, at flere af sommerhusene snart kan ses med et til salg-skilt igen.

Folk kommer til at finde ud af, at det er ikke nødvendigvis livet at have et sommerhus

— Karsten Børsen, ejendomsmægler, Nybolig

Lige nu skifter husnøglerne ikke nær så hurtigt hænder, som de har gjort det seneste år. Men det er bare et spørgsmål om tid, hvis man spørger Falstermægler Karsten Børsen. 

Han er ejendomsmægler hos Nybolig og sælger primært sommerhuse i feriebyen Marielyst på Falsters sydkyst. Han tror, at nogle af de huse han solgte i coronaperioden, snart kan ses på markedet igen.

- De vil hellere ud at rejse og sådan nogle ting, så der er noget om snakken. Det var jo derfor, at sommerhusmarkedet boomede så meget. Folk kunne ikke komme udenfor landets grænser, og de kunne slet ikke finde ud af, hvad de skulle lave i deres sommerferie, så blev sommerhuset en trend, siger Karsten Børsen og tilføjer, at det ikke er de typiske sommerhusejere, der har erhvervet sig sommerhus i perioden.

De første huse har ramt markedet

Karsten Børsen har allerede sat de første sommerhuse, som blev solgt under nedlukningen, til salg igen. Lige nu er der kun tale om enkelte, men når først grænseåbningerne tager rigtig fat, vil nogle af de nyslåede sommerhusejere, ifølge Karsten Børsen, komme på andre tanker.

Det handler om den genopståede mulighed for at rejse på ferie.

- Folk kommer til at finde ud af, at det er ikke nødvendigvis livet at have et sommerhus. Der skal også males, slås græs og sådan nogle ting. Der er nogle forpligtelser, og så er det måske bedre at kunne rejse syd på og slet ikke gøre noget som helst udover at opleve eller lægge sig i en solseng, siger han.

Den tanke tilslutter ejendomsmæglerkæden Estate sig.

I en pressemeddelelse dykker kæden ned i nye tal fra Boligsiden. De lyder at størrelsen på prisnedslag for sommerhuse i gennemsnit for hele landet er steget fra 127 kroner per kvadratmeter til 689 kroner per kvadratmeter i perioden maj til september i år. 

Om dem skriver kædens presseansvarlige, Thomas Hovgaard, at Estate forventer, at enden på nedlukningen vil få nogle til at erkende, at sommerhuslivet måske ikke er dem alligevel.

- Et sommerhus er ikke en basal livsnødvendighed som helårsboligen, og derfor vil ændringer i markedet typisk påvirke sommerhusmarkedet mest. Det er derfor rimeligt at antage, at vi kommer til at se et sommerhusmarked, som vil falde yderligere og med mest størst kraft i forhold til de øvrige boligtyper, siger Thomas Hovgaard i pressemeddelelsen.

Simpel matematik

Lidt længere nordpå i regionen deler Home-ejendomsmægler Michael H. Jørgensen fornemmelsen om, at en del af husene sandsynligvis kommer til salg igen.

Han sælger huse i landets helt store sommerhuskommune, Odsherred Kommune, som var det sted i Danmark, hvor der blev solgt flest sommerhuse i andet kvartal sidste år. I alt 621 blev der solgt i kommunen i perioden. Sådan lyder Danmarks Statistiks opgørelse.

Når der er dobbelt så mange, der har købt, så er der også dobbelt så mange som ellers, der siger: Det var ikke noget for os alligevel

— Michael H. Jørgensen, ejendomsmægler, Home

Modsat Karsten Børsen på Falster tror han ikke, at grunden til at flere sommerhuse kommer retur på markedet vil have så meget med corona at gøre - mere simpel matematik. 

- Det har altid været sådan at i perioder, hvor der har været stor interesse for sommerhuse - uanset om der er corona eller ej - så vil der altid nogle år efter være lidt flere, som sætter til salg igen, siger han.

I et eksempel forklarer Michael H. Jørgensen, at hvis hver tyvende, der køber et sommerhus ender med at sætte det til salg igen kort efter - fordi tilværelsen som sommerhusejer ikke passer personen alligevel - så vil der komme flere af dem, når der bliver solgt flere huse.

- Når der er dobbelt så mange, der har købt, så er der også dobbelt så mange som ellers, der siger: Det var ikke noget for os alligevel, siger han. 

Faktisk havde han allerede før pandemien regnet med, at det ville ske. For interessen for sommerhuse havde nemlig været stigende også fra 2018 til 2019. Nu har nedlukningen bare givet det et ekstra skub.

Men Michael H. Jørgensen tror bare ikke, at skubbet, som Estate skriver, vil lette og priserne falde endnu. 

Ifølge Michael H. Jørgensens vurdering vil markedet flade ud og komme i balance, men de kommende sælgere har stadig mulighed for at få en økonomisk vinding.

For selvom Odsherredmægleren ikke vil give corona hele æren, så spiller de nu igen åbne grænser også ind i hans analyse.

- Kombineret med at priserne er steget gennem fem-seks år, så vil der jo være mange der siger: ”Nu kan vi komme ud at rejse, og vi kan samtidig sælge vores sommerhus og få en økonomisk bedre pris", siger han.

Hvor hurtigt det kommer til at gå, er de to sommerhusmæglere ikke helt enige om i deres gæt. Michael H. Jørgensen mener, at de fleste kommer til at beholde deres hus i et par år, før de for alvor gør op med sommerhuslivet.

Karsten Børsen tror derimod, at det godt kan risikere at gå lidt hurtigere.

- Jeg forventer nok, at der indenfor et års tid kommer en rimelig stor mængde sommerhuse til salg af dem, som har købt her i coronatiden, siger han.

Nyhedsoverblik

Frilandsmuseum får besøgsrekord

play-circle LYT
På Dyrenes Dag kunne De Gamle Huses gæster møde såvel firbenede som flyvende dyr i arbejde. Foto: Museum Lolland-Falster

De Gamle Huse i Maribo fik i 2025 det højeste besøgstal i flere år med i alt 19.191 gæster. Det oplyser Museum Lolland-Falster i en pressemeddelelse.

Sammenlignet med 2024 svarer det til en samlet stigning på 31 procent. Ifølge museet er det især danske gæster, men også mere end 2.500 tyske turister, der har bidraget til fremgangen i Maribos frilandsmuseum.

I 2025 besøgte 15.008 selve frilandsmuseet og udstillingerne. Dertil kommer 2.438 skolebørn i undervisningsforløb, og 1.745 lagde vejen forbi museumsbutikken.

Fremgangen hænger sammen med både kendte og nye arrangementer som Naturens Uge, Dyrenes Dag og det årlige damptræf, der er blevet udviklet i samarbejde med en række partnere.

Besøgstallene har direkte betydning for museets økonomi og statstilskud, understreger Museum Lolland-Falster. Efter en travl december med nisselandsby er De Gamle Huse nu vinterlukkede, men museet holder fastelavnsarrangement i februar, åbner igen i påskedagene og forventer endnu en aktiv sæson med Valborgaften den 30. april, damptræf, kagearrangementer, håndværkerdage og Naturens Uge på programmet.

Uheld på Sydmotorvejen giver lang kø ved Haslev

play-circle LYT
Arkivfoto. Foto: Per Rasmussen.

Sydmotorvejen i sydgående retning er torsdag eftermiddag ramt af et færdselsuheld ved Haslev, som giver store problemer for trafikken.

Politiet fik meldingen om uheldet klokken 16.33, og ifølge trafiktjenesten på Google Maps er der mere end fire kilometer kø frem mod stedet.

- Der er mindst tre parter i færdselsuheldet. Og lige nu er der både et køretøj i 1. vognbane, og et i rabatten, siger vagtchef Benjamin Voss fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han kan endnu ikke sige, om der er sket personskade i forbindelse med uheldet, men oplyser, at der ikke er meldinger om det på nuværende tidspunkt.

Politiet er på stedet med både en indsatsleder og to patruljevogne, som arbejder på at få ryddet op og skabe bedre afvikling af trafikken.

Bilister på vej sydpå ad Sydmotorvejen anbefales at køre fra ved afkørsel 35 Haslev og først køre på motorvejen igen ved afkørsel 37 Rønnede.

Drabssigtet løsladt - men politiet undersøger stadig skov

play-circle LYT
Sådan så der ud i skoven, hvor politiet arbejdede. Arkivfoto. Foto: Cecilie Worm - TV2 ØST

En 48-årig mand, der har været varetægtsfængslet i drabssagen om det brændte lig ved Skovtårnet ved Rønnede på Sydsjælland, er blevet løsladt, mens to andre fortsat sidder fængslet.

Det skriver Ekstra Bladet.

Sagen drejer sig om en 52-årig far til to, hvis delvist afbrændte lig blev fundet 20. september om morgenen ved en skovsti ved Hestehavevej nær Skovtårnet, efter at en forbipasserende slog alarm. Godt en måned efter fundet blev tre mænd på 46, 48 og 58 år anholdt og sigtet for drab og usømmelig behandling af lig ved et lukket grundlovsforhør, hvor alle nægtede sig skyldige.

Ved et retsmøde om fristforlængelse torsdag i Retten i Næstved blev varetægtsfængslingen af den 46-årige og den 58-årige forlænget med fire uger til 12. februar efter deres samtykke. Den 48-årige blev derimod løsladt på politiets foranledning onsdag, fordi efterforskningen ifølge anklagemyndigheden peger på, at han formentlig ikke har deltaget i selve drabet. Han er dog fortsat sigtet i sagen.

Torsdag var kriminalteknikere ifølge Ekstra Bladet igen til stede i området med kameraudstyr for at foretage nye undersøgelser i skovområdet ved Hestehavevej nær Skovtårnet.

39 får bøde efter fartkontrol på Sydmotorvejen

play-circle LYT
Arkivfoto. Foto: TV2 ØST - Arkiv

Man må køre 110 kilometer i timen - men det var ikke nok for en 39 bilister på Sydmotorvejen onsdag.

Kontrollen blev gennemført ved Maribo mellem klokken 14.06 og 19.56.

I alt blev 2271 køretøjer målt på strækningen. Højeste hastighed blev målt til 151 km/t.

Sidstnævnte bilist får samtidig et klip i kørekortet på grund af den høje hastighed.

Røde postkasser skal samle ind til show i Næstved

play-circle LYT
Sådan ser de udsmykkede postkasser ud. Foto: Lauritz.com

Lauritz.com sætter omkring 200 gamle røde postkasser på auktion til fordel for Danmarks Indsamling 2026, der til januar sendes live fra Arena Næstved.

Det oplyser Lauritz.com i en pressemeddelelse. Auktionerne rummer både omkring 100 klassiske postkasser, de sidste postkasser fra en lang række kommuner og en række særligt udsmykkede eksemplarer, som er lavet om til kunstværker. Alle indtægter fra salget går ifølge auktionshuset direkte og ubeskåret til Danmarks Indsamling.

- De røde postkasser er en del af vores fælles historie, og nu kan de være med til at gøre en konkret forskel for børn i nød, siger Thomas Djurhuus Friberg, CEO i Lauritz.com.

Postkasserne kan fra 16. januar klokken 10 bydes på online via Lauritz.com, og auktionerne løber frem til 31. januar 2026, samme dag som DR sender det store indsamlingsshow fra Arena Næstved.

Danmarks Indsamling har siden 2007 samlet i alt omkring 1,7 milliarder kroner ind til projekter i verdens fattigste lande, og i 2026 er fokus rettet mod børn i såkaldte glemte kriser.

Ældre i Fuglebjerg fik besøg af falsk bankbud

play-circle LYT
Arkivfoto. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

Onsdag modtog politiet fire anmeldelser om bedrageri og forsøg på bedrageri mod ældre borgere i Rude og Fuglebjerg.

I to af sagerne lykkes det for de formodede gerningsmænd at få fat i værdier, mens to andre mislykkes.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Et ældre ægtepar i Rude blev ringet op af en person, der udgav sig for at være fra deres bank. Kort efter mødte et såkaldt bankbud op på adressen for at "sikre" kontanter og andre værdier. Da bankbuddet bliver bedt om at vise legitimation, forsvandt han dog igen uden at få noget med sig.

Samme fremgangsmåde blev brugt hos en 85-årig kvinde i Fuglebjerg, hvor påskuddet denne gang handlede om forsikringer. Også her blev manden afvist ved døren.

Senere på dagen anmeldte en 98-årig kvinde fra Fuglebjerg, at en ukendt mand havde været på besøg og udgivet sig for at komme fra hjemmeplejen. Efterfølgende opdagede kvinden, at der er stjålet guldsmykker fra hendes bolig. Tyveriet blev opdaget, da den rigtige hjemmepleje senere dukker op hos den 98-årige.

En 90-årig kvinde, også fra Fuglebjerg, anmeldte, at hun er blevet kontaktet af "banken", og at et bankbud efterfølgende havde fået udleveret hendes dankort. Kortet blev senere brugt til at hæve et kontant beløb i en hæveautomat.

Politiet efterforsker alle fire anmeldelser som bedrageri eller forsøg på bedrageri mod ældre borgere.

Silas fik besøg af Andreas Odbjerg efter rørende besked

play-circle LYT

For nogle måneder siden sendte Silas, der er elev på Ådalskolen i Ringsted, en rørende besked til sit store idol.

Han er kæmpe fan af sangeren Andreas Odbjerg, og i skyggen af en svær tid på sin tidligere skole skrev han derfor til sangeren for at høre, om han ville komme på besøg, så han kunne vise sine nye venner, hvem han er fan af.

Det skriver Ringsted Kommune i et Facebook-opslag.

I sidste uge lagde sangeren derfor vejen forbi specialskolen for at give eleverne en oplevelse - men også et musikalsk indslag.

- En del af eleverne aner ikke, hvem Andreas Odbjerg er, og måske netop den umiddelbare tilgang gav en så god oplevelse med sang, god stemning, dans og fælles nytårsbillede, skriver kommunen.

Se videoen fra besøget her. 👇

11 får klip i kørekortet efter fartkontrol i landsby

play-circle LYT
Arkivfoto. Foto: TV2 ØST - Arkiv

75 fartbøder og hele 11 klip i kørekortet.

Det blev resultatet, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi onsdag gennemførte en farkontrol på Vordingborgvej i landsbyen Stensved på Sydsjælland. Strækningen gennem landsyen er en del af rute 59 - hovedvejen fra Sydmotorvejen og hen over Møn.

Kontrollen i byen blev foretaget mellem klokken 10.42 og 17.12 og 75 bilister kørte for stærkt.

I alt blev 1220 køretøjer målt i 50 km/t-zonen, og den højeste målte hastighed var 77 km/t.

I dag går Falck i luften med 28 fly

play-circle LYT
Hvert år ender det med at gå galt for hundredvis af danske skiturister. Foto: Falck

Skiferie er for mange vinterens højdepunkt – men det er også hård fysisk aktivitet. Og hvert år ender det med at gå galt for hundredvis af danske skiturister i Østrig, Italien, Frankrig og Schweiz, skriver Falck i en pressemeddelelse.

Derfor har Falck booket 28 ambulancefly, som er klar til at hjælpe de uheldige skiturister hjem fra alperne. Det første fly letter i dag 15. januar.

Falck forventer at hjælpe omkring 500 danskere hjem med fly, efter de er kommet til skade på pisterne i alperne. Sidste år var knap halvdelen af dem med en af Falcks ambulancefly, mens Falck hjalp den anden halvdel hjem gennem almindelige rutefly.

Erfaringerne viser ifølge Falck, at de fleste afgange typisk bliver fra Innsbruck og Salzburg, og at trykket er størst i ugerne seks-otte, hvor mange danskere holder skiferie. Flyene er dog fleksible og kan også sættes ind fra for eksempel Grenoble eller München, hvis der er flere danskere, som er kommet til skade der.

Politiet efterforsker stadig sag om kemiske stoffer ved Faxe

play-circle LYT
Sådan så det ud onsdag. Arkivfoto. Foto: Per Rasmussen

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi arbejder fortsat videre med en sag om muligvis farlige kemiske stoffer på en adresse ved Strandvejen nær Tappernøje ved Faxe.

Indtil videre er der ikke rejst sigtelser i sagen, oplyser politiet.

Onsdag lukkede politiet et område ved Strandvejen af af sikkerhedsmæssige årsager, efter en henvendelse om, at der kunne være kemiske stoffer på stedet. Afspærringen betød, at både politi og beredskab arbejdede i området i flere timer.

På adressen blev både det kemiske beredskab og forsvarets ammunitionsrydning, EOD, kaldt ud for at håndtere stofferne og få dem fjernet fra stedet. Formålet med afspærringen var ifølge politiet at få bragt situationen under kontrol og sikre, at der ikke var fare for omgivelserne.

Politiet ønsker fortsat ikke at oplyse, præcis hvilke stoffer der var mistanke om, eller om det viste sig, at der faktisk var tale om de pågældende stoffer. Sagen bliver nu undersøgt nærmere.

Fejl ved Haslev rammer tog mellem Køge Nord og Næstved

play-circle LYT
Der er problemer med togdriften mellem Næstved og Køge torsdag eftermiddag. Arkivfoto. Foto: Frederikke Dammark - TV2 ØST

En fejl på et sporskifte ved Haslev giver torsdag færre tog og længere rejsetid mellem Køge Nord og Næstved.

Flere tog kører via Ringsted i stedet for den normale rute via Køge og Haslev, og ændringerne gælder i begge retninger på strækningen, oplyser DSB på sin hjemmeside.

DSB oplyser, at selskabet forventer at indsætte en togbus fra Næstved mod Køge klokken 14.10 som erstatning for tidligere aflyste tog. Togbussen er dog endnu ikke bekræftet, og rejsende opfordres derfor til at tjekke deres rejse, før de tager afsted.

Banedanmark er på stedet ved Haslev og arbejder på at rette fejlen på sporskiftet, oplyser DSB. Der er dog endnu ingen prognose for, hvornår togdriften igen kan gennemføres normalt mellem Køge Nord og Næstved.

DSB anbefaler, at kunderne bruger Rejseplanen til at få opdaterede tider og forbindelser. Hvis passagerer bliver mere end 30 minutter forsinket, gælder DSB’s rejsetidsgaranti, og man kan søge om kompensation for billetten via DSB’s hjemmeside.

37-årig dømt for svindel med Pokémonkort

play-circle LYT
Arkivfoto. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

En 37-årig mand fra Holbæk er idømt 20 dages betinget fængsel for bedrageri med Pokémonkort og besiddelse af amfetamin. Det oplyser anklagemyndigheden på det sociale medie X.

Manden fik 300 kroner for en samling kort, som han aldrig sendte til køberen. I samme sag blev han også dømt for at have været i besiddelse af 18 gram amfetamin.

TV2 ØST har tidligere beskrevet svindel med Pokémonkort, som mange samler på, og hvor enkelte kort til tider bliver solgt for store beløb.