Ejendomsmæglere: Nysolgte sommerhuse ryger på markedet igen

Coronakrisens nyslåede sommerhusejere, kommer snart på andre tanker igen. Det mener lokal ejendomsmægler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Coronakrisen fyrede op for boligmarkedet i 2020 og 2021. Der har været fart på især salget af sommerhuse, som steg med 90 procent fra andet kvartal 2019 til andet kvartal 2020. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Måske har der endda været lige lovligt meget fart på, hvis man spørger nogle af regionens ejendomsmæglere. De forventer, at flere af sommerhusene snart kan ses med et til salg-skilt igen.

quote Folk kommer til at finde ud af, at det er ikke nødvendigvis livet at have et sommerhus

Karsten Børsen, ejendomsmægler, Nybolig

Lige nu skifter husnøglerne ikke nær så hurtigt hænder, som de har gjort det seneste år. Men det er bare et spørgsmål om tid, hvis man spørger Falstermægler Karsten Børsen. 

Han er ejendomsmægler hos Nybolig og sælger primært sommerhuse i feriebyen Marielyst på Falsters sydkyst. Han tror, at nogle af de huse han solgte i coronaperioden, snart kan ses på markedet igen.

- De vil hellere ud at rejse og sådan nogle ting, så der er noget om snakken. Det var jo derfor, at sommerhusmarkedet boomede så meget. Folk kunne ikke komme udenfor landets grænser, og de kunne slet ikke finde ud af, hvad de skulle lave i deres sommerferie, så blev sommerhuset en trend, siger Karsten Børsen og tilføjer, at det ikke er de typiske sommerhusejere, der har erhvervet sig sommerhus i perioden.

De første huse har ramt markedet

Karsten Børsen har allerede sat de første sommerhuse, som blev solgt under nedlukningen, til salg igen. Lige nu er der kun tale om enkelte, men når først grænseåbningerne tager rigtig fat, vil nogle af de nyslåede sommerhusejere, ifølge Karsten Børsen, komme på andre tanker.

Det handler om den genopståede mulighed for at rejse på ferie.

- Folk kommer til at finde ud af, at det er ikke nødvendigvis livet at have et sommerhus. Der skal også males, slås græs og sådan nogle ting. Der er nogle forpligtelser, og så er det måske bedre at kunne rejse syd på og slet ikke gøre noget som helst udover at opleve eller lægge sig i en solseng, siger han.

20210317222217579_1000
Læs også
Boligmarkedet fortsætter med at buldre derudad
20210317222217579_1000
Læs også
Boligmarkedet fortsætter med at buldre derudad

Den tanke tilslutter ejendomsmæglerkæden Estate sig.

I en pressemeddelelse dykker kæden ned i nye tal fra Boligsiden. De lyder at størrelsen på prisnedslag for sommerhuse i gennemsnit for hele landet er steget fra 127 kroner per kvadratmeter til 689 kroner per kvadratmeter i perioden maj til september i år. 

Om dem skriver kædens presseansvarlige, Thomas Hovgaard, at Estate forventer, at enden på nedlukningen vil få nogle til at erkende, at sommerhuslivet måske ikke er dem alligevel.

- Et sommerhus er ikke en basal livsnødvendighed som helårsboligen, og derfor vil ændringer i markedet typisk påvirke sommerhusmarkedet mest. Det er derfor rimeligt at antage, at vi kommer til at se et sommerhusmarked, som vil falde yderligere og med mest størst kraft i forhold til de øvrige boligtyper, siger Thomas Hovgaard i pressemeddelelsen.

Simpel matematik

Lidt længere nordpå i regionen deler Home-ejendomsmægler Michael H. Jørgensen fornemmelsen om, at en del af husene sandsynligvis kommer til salg igen.

Han sælger huse i landets helt store sommerhuskommune, Odsherred Kommune, som var det sted i Danmark, hvor der blev solgt flest sommerhuse i andet kvartal sidste år. I alt 621 blev der solgt i kommunen i perioden. Sådan lyder Danmarks Statistiks opgørelse.

quote Når der er dobbelt så mange, der har købt, så er der også dobbelt så mange som ellers, der siger: Det var ikke noget for os alligevel

Michael H. Jørgensen, ejendomsmægler, Home

Modsat Karsten Børsen på Falster tror han ikke, at grunden til at flere sommerhuse kommer retur på markedet vil have så meget med corona at gøre - mere simpel matematik. 

- Det har altid været sådan at i perioder, hvor der har været stor interesse for sommerhuse - uanset om der er corona eller ej - så vil der altid nogle år efter være lidt flere, som sætter til salg igen, siger han.

I et eksempel forklarer Michael H. Jørgensen, at hvis hver tyvende, der køber et sommerhus ender med at sætte det til salg igen kort efter - fordi tilværelsen som sommerhusejer ikke passer personen alligevel - så vil der komme flere af dem, når der bliver solgt flere huse.

- Når der er dobbelt så mange, der har købt, så er der også dobbelt så mange som ellers, der siger: Det var ikke noget for os alligevel, siger han. 

Faktisk havde han allerede før pandemien regnet med, at det ville ske. For interessen for sommerhuse havde nemlig været stigende også fra 2018 til 2019. Nu har nedlukningen bare givet det et ekstra skub.

Men Michael H. Jørgensen tror bare ikke, at skubbet, som Estate skriver, vil lette og priserne falde endnu. 

Sommerhuse Odsherred
Læs også
Sommerhuspriser steget med næsten 175.000 kroner siden nytår
Sommerhuse Odsherred
Læs også
Sommerhuspriser steget med næsten 175.000 kroner siden nytår

Ifølge Michael H. Jørgensens vurdering vil markedet flade ud og komme i balance, men de kommende sælgere har stadig mulighed for at få en økonomisk vinding.

For selvom Odsherredmægleren ikke vil give corona hele æren, så spiller de nu igen åbne grænser også ind i hans analyse.

- Kombineret med at priserne er steget gennem fem-seks år, så vil der jo være mange der siger: ”Nu kan vi komme ud at rejse, og vi kan samtidig sælge vores sommerhus og få en økonomisk bedre pris", siger han.

Hvor hurtigt det kommer til at gå, er de to sommerhusmæglere ikke helt enige om i deres gæt. Michael H. Jørgensen mener, at de fleste kommer til at beholde deres hus i et par år, før de for alvor gør op med sommerhuslivet.

Karsten Børsen tror derimod, at det godt kan risikere at gå lidt hurtigere.

- Jeg forventer nok, at der indenfor et års tid kommer en rimelig stor mængde sommerhuse til salg af dem, som har købt her i coronatiden, siger han.


Nyhedsoverblik