Efter nogle milde dage melder nattefrost sig sidst på ugen

November bliver rundet af med ustadigt vejr. Fra 11 graders varme midt på ugen til frost natten til fredag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den sidste uge i dette efterår kan deles op i to dele - en lun og en kølig.

Mandag bliver den mest solfyldte dag frem mod weekenden og med temperaturer op til ti grader.

Tirsdag og onsdag kan det blive en spids varmere med op til 11 grader. Torsdag passerer en koldfront, og natten til fredag er der udsigt til frost.

Sådan kan prognosen for de kommende fem dage sammenfattes ifølge Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Her mandag morgen er der er en del blæst med stedvis kuling ude ved kysterne og også en del byger. Men både vinden og bygerne aftager, og i eftermiddag bliver det sandsynligvis tørt, siger han.

Koldfront rammer midt i ugen

Dagen igennem vil der være huller til solen.

I aften og nat breder skyerne sig mod øst, og især den nordlige del af land får en del regn.

Tirsdag og onsdag bliver det noget mere gråt og skyet med en frisk vind fra sydvestlig retning.

- Det milde vejr fortsætter med op til 11 grader begge dage, siger Klaus Larsen, som også nævner muligheden for "lidt smådrypperi" begge dage jævnt fordelt over hele landet

- Ikke de store mængder nedbør. Mellem en og tre millimeter i snit, siger han.

Sent onsdag og natten til torsdag kommer der et et skifte. En koldfront ventes at passere Danmark fra nordvestlig retning, og den efterfølges af en højtryksryg, der bringer kold luft ind.

Torsdagen begynder med lidt regn i de østlige egne, men ellers holder det tørt med lidt eller nogen sol og op til ni graders varme.

Natten til fredag bliver det ned til minus to grader, og i dagtimerne bliver det ikke ret meget varmere end fem grader.