Efter fordobling af ulykker med vildt - hegn sættes op langs motorvej

Vejdirektoratet er i gang med at sætte vildthegn op langs Sydmotorvejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bilister på Sydmotorvejen har måske bemærket, at en flok gulklædte personer arbejder langs strækningen.

quote Det er helt sikkert noget, der er brug for

Anders Kristiansen, Nykøbing Falster

Det er der en god forklaring på. Vejdirektoratet er i gang med at sætte vildthegn op.

- Det skal modvirke, at det vildt, der er i skoven, løber ud på motorvejen og bliver kørt ned, fortæller Martin Hostrup, der er projektleder i Vejdirektoratet

Martin Hostrup, projektleder Vejdirektoratet
Martin Hostrup, projektleder Vejdirektoratet Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

 Særlig udsat strækning

Hegnene sættes op i to etaper, først mellem Rønnede og Udby og dernæst mellem Udby og Sakskøbing. Det kommer til at strække sig over 25 kilometer i alt.

Baggrunden er, at antallet af trafikdræbte dyr er fordoblet de seneste 15 år.

Den kedelige stigning hænger sammen med, at der er kommet flere biler på vejene, mens bestanden af for eksempel kronvildt er vokset.

- Der har været en del påkørsler, og det er et problem, vi gerne vil undgå. Dels for trafiksikkerhedens skyld, men også fordi, vi ikke er interesseret i, at vildt bliver kørt ned, siger Martin Hostrup.

Arbejdet foregår i øjeblikket langs Sydmotorvejen på Sydsjælland
Arbejdet foregår i øjeblikket langs Sydmotorvejen på Sydsjælland Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Turde ikke køre efter uheld

En af dem, der har prøvet af køre galt på grund af vildt, er Anders Kristiansen fra Nykøbing Falster. 

I 2013 oplevede han en voldsom påkørsel, da han kørte ind en stor kronhjort på netop Sydmotorvejen.

- Det sad i mig i halvandet år. Jeg ville helst ikke køre på motorvejen om aftenen. Det brød jeg mig ikke om, siger han.

Anders Kristiansen ser positivt på beslutningen om at sætte vildthegn op for at forhindre ulykker på motorvejene. 

- Det er helt sikkert noget, der er brug for, siger han.

Billede af den kronhjort, Anders Kristiansen ramte, da han kørte på Sydmotovejen for 8 år siden.
Billede af den kronhjort, Anders Kristiansen ramte, da han kørte på Sydmotovejen for 8 år siden. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Det nye vildthegn kan godt tage en del af den naturskønhed, der er langs Sydmotorvejen, men ifølge Martin Hostrup er vildthegnet nødvendigt.

- Hvis man er naturmenneske, er det måske ikke det smukkeste, men her sætter vi trafiksikkerheden højest, siger Vejdirektoratets projektleder.

Anders Kristiansen har selv oplevet en vildtpåkørsel
Anders Kristiansen har selv oplevet en vildtpåkørsel Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Nyhedsoverblik