DSB skyder ny køreplan ind med farvel til 40 år gammel arbejdshest

DSB sender nu ME-lokomotiverne på pension efter 40 års tjeneste. Togene har i de sidste mange år dannet grundstammen for kørslen af regionaltog på Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du ikke ved, hvordan de ser ud, så kender du nok deres karakteristiske motorbrøl, når de har gasset op på stationerne, eller er fræset igennem en stationsby.

De 40 år gamle ME-lokomotiver har siden 1981 kørt på de sjællandske togskinner - men med den nye køreplan, der træder i kraft søndag, er det definitivt slut. Togene er solgt til udlandet, og på de sjællandske skinner har nye, eldrevne lokomotiver med navnet Vectron i stedet overtaget deres rolle. 

De kommer hurtigere op i fart, og får deres trækkraft fra køreledninger og ikke fra en stor dieselmotor.

- Da ME kom til Danmark i 1981, var det et topmoderne lokomotiv, der siden har været en solid og god arbejdshest på de danske skinner. Men på trods af tidligere, miljøforbedrende tiltag, der har mindsket ME’ernes partikeludledning, er de store dieselmotorer ikke længere et bæredygtigt valg, og derfor bliver de nu løbende erstattet, siger Rune Agerlin Jensen, der er Asset Manager hos DSB, i en pressemeddelelse.

Arkivfoto af Vectron-tog.
Arkivfoto af Vectron-tog. Foto: Siemens/DSB

Nogle strækninger stadig ikke klar

Selvom DSB skifter ME-togene ud med nye, og mindre forurenende tog, så er der stadig en del strækninger der endnu ikke er elektrificerede, og derfor kan de nye lokomotiver ikke køre her. I vores område gælder det eksempelvis strækningen mellem Holbæk og Kalundborg og mellem Nykøbing Falster og Vordingborg. 

På disse strækninger er det fortsat dieseldrevne IC3-tog og Desiro-tog, der vil tage sig af trafikken.

Ellers er der lagt op til en køreplan med lidt kortere rejsetider, især fra Kalundborg og Holbæk mod København - men med en række nyheder. En ny forbindelse vil køre regionaltog direkte fra Slagelse til Københavns Lufthavn på alle hverdage. Det vil forkorte rejsetiden til lufthavnen med cirka 10 minutter.

Læs også
Hurtigere og grønnere – første eltog rullede i dag afsted fra Næstved
Læs også
Hurtigere og grønnere – første eltog rullede i dag afsted fra Næstved

Samtidig kommer der fremover to nattog natten efter fredag og lørdag fra København til Næstved og med skifte-forbindelse til Nykøbing Falster. Samtidig kommer der ligeledes natten efter fredag og lørdag to nattog til at køre til Holbæk.

Rejsende til Jylland med Intercity-tog vil fremover opleve at skulle skifte oftere som følge af den nye køreplan. Dette sker fordi det ikke som tidligere er let at adskille togvognene på intercitytogene med de nye lokomotiver.

VIDEO: I oktober blev rullede de første eltog ud på skinnerne ved Næstved som erstatning for de gamle dieseltrukne ME-lokomotiver:

Farvel til gammel kriger

ME-togene blev designet i 1970'erne. De var dengang kendt for deres kraftige motor, der ifølge DSB var en videreudvikling af motor, der oprindeligt var udviklet til at drive tysk-producerede ubåde under den kolde krig.

De nye tog er ikke lydløse - men støjer kun omkring halvt så meget under kørsel som de gamle tog. Når de holder stille vil de ikke støje.

DSB har bestilt 42 af de nye Vectron tog - og de ventes at blive meget synlige på Sydsjælland. Det er nemlig planen, at de nye lokomotiver skal vedligeholdes på et nyt lokomotiv-værksted, som DSB vil opføre ved Næstved.

Fakta om el-lokomotivet Vectron

Ellokomotiv produceret af Siemens i Tyskland siden 2010.

  •  I 2022 er alle diesellokomotiver erstattet med Vectron-ellokomotiver.
  • Udleder ikke dieselpartikler og NOx.
  • Tophastighed på 200 kilometer i timen.
  •  8.700 hestekræfter.


Kilde: DSB

De gamle ME-lokomotiver er blevet solgt til den svenske virksomhed NRF, der kører transport af tømmer i norske og svenske skove. Selskabet har tidligere købt seks lokomotiver af DSB.

Men selvom ME-lokomotiverne er kendt for at forurene, så giver det faktisk mening at køre med netop disse lokomotiver i den forbindelse. De erstatter nemlig tog, der er ældre og langt mere forurenende - og alternativet er værre, siger DSB’s bæredygtighedschef, Aske Wieth-Knudsen, i en pressemeddelelse.

Læs også
El-lokomotiv kørte for første gang mellem København og Slagelse
Læs også
El-lokomotiv kørte for første gang mellem København og Slagelse

- Det er ikke alle strækninger i Norge og Sverige, som det giver mening at elektrificere. Og i Norge skal ME køre på en strækning, hvor man ved brug af lokomotivet kan flytte samme mængde gods, som man ellers skulle bruge 10.000 lastbiler til. Og på den måde får man også en miljømæssig gevinst der.


Rettelse
Det har tidligere fremgået af denne artikel, at togene var bygget på jernbanefabrikken i Randers. Det er forkert. De er rettelig bygget af Henschel, mens kun selve vognkassen blev produceret i Randers. Vi beklager fejlen.

Nyhedsoverblik