El-lokomotiv kørte for første gang mellem København og Slagelse

Mandag kørte DSB’s nye el-lokomotiv for første gang mellem København og Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fremover vil togrejsen fra for eksempel København til Slagelse blive væsentligt mere grøn.

Mandag indsatte DSB nemlig det første af en række nye el-lokomotiver fra det tyske firma Siemens, der skal køre i Region Sjælland.

Lokomotiverne er produceret i Tyskland, og de kan nå en topfart på 200 kilometer i timen, og så udleder de væsentligt mindre Co2 end de nuværende lokomotiver.

Minister: Målet er el-tog overalt  

Klokken 09.43 afgik toget fra København til Slagelse. Og Claus Pedersen, der skulle føre det, var ekstra spændt, fordi det lokomotiv, han sad i ikke kørte på diesel men på el.

- Det er en hel speciel fornøjelse, at få lov til det, siger Claus Pedersen, der er lokomotivinstruktør hos DSB.

- Det er et fuldt computerstyret lokomotiv, al overvågning ligger i skærmene, forklarer han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det elektriske lokomotiv er lidt mere lydløs end diesel-togene. 
Det elektriske lokomotiv er lidt mere lydløs end diesel-togene.  Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Lokomotivet er helt nyt, og så er det et af de første i den vognpark af el-lokomotiver, som DSB vil indfase i den regionale togdrift ned over Sjælland de kommende år.

- Det her betyder rigtig meget. Det er udfasning af diesel og dermed et skridt ind i den grønne omstilling, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Målet er jo selvfølgelig, at vi til sidst kun har el-tog, der kører rundt på de danske skinner, siger han.

Udleder væsentligt mindre Co2

Det elektriske lokomotiv er lidt mere lydløs end vanligt, men den manglende støj fra dieselmotorerne er langt fra den eneste fordel.

- Dels så udleder et el-lokomotiv ikke nogen partikler, siger Flemming Jensen, der er direktør i DSB. 

- Derudover vil det være meget driftsstabilt, og så er det mere bæredygtigt, der er ikke nogen Co2 udledning fra en el-motor.

Artiklen fortsætter under billedet.

DSB's direktør Flemming Jensen var med på el-togets jomfrurejse. 
DSB's direktør Flemming Jensen var med på el-togets jomfrurejse.  Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Normalt vil et diesel-lokomotiv udlede 960 kilo Co2 på en tur fra København til Slagelse, mens det nye el-lokomotiv udleder kun 60 kilo Co2.

Men de 42 el-lokomotiver, der i løbet af de næste år indtager de sjællandske regionalbaner, har heller ikke været helt billige.

- Investeringen på de her el-lokomotiver er i størrelsesordenen én milliard kroner, fortæller DSB’s direktør.

- Udover selve indkøbet af lokomotiverne, så handler det også blandt andet om et nyt værksted, der skal bygges i Næstved, så der er også store investeringer udover, selve lokomotiverne, forklarer Flemming Jensen.  

Passager: - Det er da det eneste rigtige

Blandt dagens passagerer var der glæde over det nye grønnere lokomotiv.

quote Det er da på tide, altså diesel-drift, det sviner, og det er da hulens gammeldags

Karsten Spang, togpassager, Slagelse.

- Det er da på tide, altså diesel-drift, det sviner, og det er da hulens gammeldags, siger Karsten Spang fra Slagelse.

Men der var også dem, der ikke var kommet for at se det nye lokomotiv.

- Det er da hyggeligt nok at være med første gang, men for mig er det bare transporten, siger Kresten Kehler fra København. Han mener dog også, at det er en god nyhed med de nye el-tog.

- Det er da det eneste rigtige, siger han.

Efter en time og syv minutter ankom lokomotiv og togsæt til Slagelse, hvor borgmester John Dyrby (S) stod klar til at tage imod de prominente gæster og det nye lokomotiv.

El-tog 1
Læs også
Nye el-lokomotiver på skinner før tid - får debut på Sjælland
El-tog 1
Læs også
Nye el-lokomotiver på skinner før tid - får debut på Sjælland

- Jeg synes, at det er et meget stort skridt fremad, at vi nu også får el på togene, og at vi nu også får det her hos os, det kan vi jo kun glæde os over, siger borgmesteren.

DSB’s nye el-lokomotiver var først tiltænkt køreplanen for 2021, men tre af de nye el-lokomotiver kommer til at køre på strækningen mellem København og Slagelse fra oktober i år.


Nyhedsoverblik