Superstudent står til kæmperegning efter Brexit: Drømmestudiet koster en halv million om året

Med landets højeste karaktersnit havde Yasmin El Youssef planer om at læse i England. Men den plan har en EU-skilsmisse nu gjort knap en halv million kroner dyr - om året.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Briternes beslutning om at træde ud af EU faldt for to dage siden endegyldigt på plads med en aftale i Bruxelles. Imens nogle ting fortsætter som hidtil, så har Storbritanniens udtræden af en Europæiske Union også nogle vidtrækkende konsekvenser.

19-årige Yasmin El Youssef gik i sommer ud af Nykøbing Falster Tekniske Gymnasium. Det gjorde hun i øvrigt med landets højeste snit på 12,7 – og hendes drøm er at læse videre til på et universitet i England.

quote Jeg mener ikke, man bør begrænse dygtige elever, som har et potentiale, bare fordi de ikke har den økonomiske kunnen

Yasmin El Youssef, universitetsansøger

Men med den aftale som premierminister Boris Johnson har indgået med EU-præsident Ursula von der Leyen og det øvrige EU står det tindrende klart, at det i fremtiden bliver eksorbitant dyrt for EU-borgere at tage en uddannelse i Storbritannien.

Det skyldes, at Storbritannien forlader det såkaldte Erasmus-program, som i praksis gør det muligt, at studerende kan læse på tværs af medlemslandende i EU.

- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt. Vi havde nok set det komme, at der ville blive nogle ændringer og nogle forhøjede priser, men jeg tror ikke, der var nogen, der helt havde regnet med, det ville blive så dyrt, siger Yasmin El Youssef til TV2 Øst.

Hun henviser til, at det med de hidtidige regler ville have kostet hende omkring 9.000 britiske pund (cirka 73.500 kroner, red.) om året at læse medicin-uddannelsen på Cambridge University, hvor hun blandt andet har søgt ind.

Brexit-aftalen blev præsenteret med begejstring af den konservative premierminister Boris Johnson. Mange danske studerende er dog kede af aftalen.
Brexit-aftalen blev præsenteret med begejstring af den konservative premierminister Boris Johnson. Mange danske studerende er dog kede af aftalen. Foto: Paul Grover/AFP/Ritzau Scanpix

3 millioner kroner

Skulle det lykkedes for Yasmin El Youssef at få plads på det prestigefyldte universitet, er det imidlertid med de nye regler en noget anden pris, hun vil blive opkrævet: 58.000 britiske pund om året. Det svarer til omkring 473.000 kroner i året – eller små 3 millioner kroner for hele den seks år lange uddannelse.

- Det gør, at det er en ekstra overvejelse, jeg skal gøre. Hvis jeg kommer ind, skal jeg på jagt efter at finde nogle penge på en eller anden måde. Det kan være, jeg ikke kan låne pengene, så må jeg kontakte nogle virksomheder og se, om de vil investere i min uddannelse, siger Yasmin El Youssef, der ikke lige har tænkt sig at give op.

Den knap halve million kroner om året er alene afgiften til uddannelsen. Dertil kommer leveomkostninger og husleje.

Læs også
Landets højeste gennemsnit:
Yasmin fra Nykøbing Falster har kun fået 12-taller
Læs også
Landets højeste gennemsnit:
Yasmin fra Nykøbing Falster har kun fået 12-taller

- Det kan meget nemt blive mange penge, siger den håbefulde universitetsansøger.

- Hvis jeg kommer ind, er jeg stadig lige motiveret for at skaffe pengene.

Drøm kan blive uopnåelig

Hun påpeger dog i samme åndedrag, at selvom motivationen kan gøre meget – så skal det også være realistisk at gennemføre den seks år lange uddannelse.

- Når man ser, at jeg mindst skal skaffe 3 millioner kroner til seks år, kan det på en måde blive uopnåeligt, siger hun og tilføjer:

- Det kan betyde, man måske må opgive den drøm, hvis ikke man kan skaffe pengene, selvom man har de faglige kvalifikationer. Det, synes jeg, er vildt ærgerligt. For jeg mener ikke, man bør begrænse dygtige elever, som har et potentiale, bare fordi de ikke har den økonomiske kunnen.

Yasmin El Yousef har tidligt vist talent for naturvidenskab. Blandt andet har hun på HTX opfundet en rynkecreme baseret på æbleskræller.
Yasmin El Yousef har tidligt vist talent for naturvidenskab. Blandt andet har hun på HTX opfundet en rynkecreme baseret på æbleskræller. Foto: Mathilde Reimer - TV2 ØST

Planlægger studie på dansk universitet

Yasmin El Youssef er allerede optaget på Københavns Universitet med start om en måned, hvorfra hun nu overvejer at planlægge sin uddannelse med et forskningsår i udlandet - måske i USA.

- Det vil jeg rigtig gerne, siger hun.

Læs også
1.000 lokale arbejdspladser risikerer at forsvinde ved Brexit
Læs også
1.000 lokale arbejdspladser risikerer at forsvinde ved Brexit

Ifølge den nyeste opgørelse fra Erasmus, som Danmark blev en del af i 1987, rejste samlet 4.356 studerende og praktikanter ud i skoleåret 2018/2019, hvor Storbritannien var det land, fleste drog til efterfulgt af Spanien og Tyskland.

Studerende skrevet ind på et studie i Storbritannien inden nytår vil kunne gennemføre deres uddannelse under den hidtidige aftale med EU.


Nyhedsoverblik