Bramsen afviser eksperters påstand om fodslæberi i giftsag

Når Norge har igangsat oprensning for PFAS, skyldes det et påbud. Det er der ikke i Danmark, siger minister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kan ikke genkende miljøeksperters påstand om, at der findes effektive metoder til at rense arealer for giftstoffet PFAS.

Når Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ikke har sat gang i andet end pilotprojekter på forurenede arealer, skyldes det, at der ikke er et påbud, forklarer ministeren i et åbent samråd fredag.

- Vi kan ikke begynde at lave et parallelt system. Det hører til i miljøsystemet at sætte de grænser, siger Trine Bramsen.

Venstre har indkaldt ministeren i samrådet for at få svar på, hvorfor Forsvaret ikke har sat gang i oprensning af arealer, der er forurenet med PFAS efter brandøvelser gennem en lang årrække.

quote Myndighederne i Norge har vurderet, at det udgør en akut sundhedsrisiko. Det er altså ikke tilfældet i Danmark

Trine Bramsen (S), forsvarsminister

Oppositionspartiet henviser til flere eksperter, som peger på, at man i Norge har igangsat oprensning.

Kortlægger problemets omfang

I Danmark er man begyndt at kortlægge problemets omfang, og man har søsat et pilotprojekt, der skal afklare, hvilke muligheder der er.

- Myndighederne i Norge har vurderet, at det udgør en akut sundhedsrisiko. Det er altså ikke tilfældet i Danmark, siger Bramsen.

I Norge er det med andre ord sket på baggrund af et påbud. Et sådant findes ikke i Danmark.

Forsvarsministeren rejser desuden tvivl om de danske miljøeksperters melding om, at der allerede findes effektive og gode metoder til at rense områder for de sundhedsskadelige stoffer.

- Det er ikke de oplysninger, som jeg har fået, at der er fuldstændig faste og gennemtestede metoder, siger Bramsen.

- Når der ligger løsninger, der kan bruges, og som er til at gå til, hvor det kan realiseres, så kommer jeg ikke et sekund til at sætte mig i vejen for det. Jeg ser på alle typer af forurening med største alvor.

Kan ophobes i kroppen

Norge har ifølge professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet Philippe Grandjean afsat store millionbeløb til at rense arealer.

- I Norge har de simpelthen grebet om ondets rod og sat gang i det. Derfor undrer jeg mig over, at Danmark som Nato-partner bare siger, at inden for de næste fire år vil vi lave et pilotprojekt. Det synes jeg, er helt uansvarligt, siger Philippe Grandjean.

Stofferne er en smule vandopløselige, og de siver langsomt gennem jordlag og ned i grundvandet.

Læs også
Ministerium kendte til forurening og trussel mod grundvand
Læs også
Ministerium kendte til forurening og trussel mod grundvand

Giftstofferne er allerede fundet i grundvandet fra Forsvarets forurenede grunde. Derfor haster det, mener professoren.

PFAS-forbindelser er en gruppe på omkring 9000 stoffer, blandt dem er PFOS, som er ulovlig at anvende. Stofferne kan skade menneskers fertilitet og fosterudviklingen. Nogle mistænkes for at være kræftfremkaldende.

Stofferne kan ophobes i kroppen.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har undersøgt 36 af i alt 52 brandøvelsespladser. På 28 er der konstateret PFAS-forurening.


Nyhedsoverblik