Royal glans lokker helt nye løbere til motionsløb

Royal Run er gode til at tiltrække deltagere, der ikke har løbet løb før.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når Dan Kobbernagel fra Marielyst snører løbeskoene under den blå himmel, så er det en helt ny ting for ham.

- Det er dejligt. Især i det her vejr. Det er fantastisk, siger han.

Han har aldrig tidligere deltaget i et motionsløb - men nu skal han snart løbe 10 kilometer til Royal Run i Nykøbing Falster.

Og dermed er Dan Kobbernagel helt på linje med rigtig mange andre løbere i løbet. Næsten hver anden løber har ikke tidligere løbet et Royal Run-løb, viser tal fra arrangørerne af løbet.

Nykøbing Falster bliver da også den by med flest førstegangsløbere til løbet nogensinde.

Royal Run sidste år. Arkivfoto.
Royal Run sidste år. Arkivfoto. Foto: TV 2

Af de knap 10.000 tilmeldte på Falster, er der 44,02 procent, der deltager i løbet for første gang. I værtsbyerne, Nyborg og Herning er der næstflest nye løbere med 37 procent, i Aabenraa er det 29,75 procent og på Frederiksberg i København er det 24,78 procent, oplyses det.

Melder sig ind i løbeklub

I den lokale løbeklub, Guldborgsundløberne er der cirka 150 tilmeldte, og de kan mærke at det velkendte motionsløb får flere til at hoppe i løbeskoene.

- Vi har et bud på, at det er en 30-40 medlemmer, som er helt nye i den forbindelse, siger gruppens formand Tina Oldrup.

De mange nye motionister vækker begejstring i Guldborgssund Kommune.

Tina Oldrup fra Guldborgsundløberne  oplever, at mange nye medlemmer søger mod deres forening.
Tina Oldrup fra Guldborgsundløberne oplever, at mange nye medlemmer søger mod deres forening. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

- Vi er lykkedes med det budskab, at Royal Run er for alle. Det er ikke kun for dem, som er gode eller øvede. Det er for alle. Så vi har fået mange til at komme med, selvom de ikke har prøvet før, siger Ole K. Larsen (V), der er formand for udvalget for landdistrikter, kultur og fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune.

Ole K. Larsen (V) er formand for udvalget for  landdistrikter-, kultur- og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune.
Ole K. Larsen (V) er formand for udvalget for landdistrikter-, kultur- og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

Håber at holde hele vejen

Det er muligt både at gå eller løbe en one mile, fem eller ti kilometer til Royal Run.

Dan Kobbernagel håber, at han kan tage alle ti kilometer i løb.

- Kan jeg det, så er tiden ikke så vigtig, siger han. 

Han er dog blevet rigtig glad for at løbe.

Læs også
Royal Run melder udsolgt på Falster
Læs også
Royal Run melder udsolgt på Falster

- Fællesskabet om det er stærkt. Og det, at der er mange mennesker og muligheden for både korte og lange distancer gør det spændende siger han. 

Han indrømmer dog også, at den royale glød også spiller ind.

- Kongehuset er også dem, der trækker så mange mennesker. Og mange elsker jo, hvis de lige kan se ryggen på en af de kongelige, siger han.


Nyhedsoverblik