Kæmpe løbefest i Næstved: 12.000 løb med kronprinsesse Mary

Royal Run blev for første gang afholdt i Næstved. Kronprinsesse Mary deltog sammen med 12.000 borgere. Borgmester blev rørt over det store fremmøde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For første gang nogensinde lagde Næstved i dag asfalt, gader, stræder og bakker til det folkelige motionsløb Royal Run.

Debuten til trods var opbakningen talstærk. I alt 11.954 havde købt billet for at være med. Nogle endda for ganske længe siden:

- Vi har glædet os i snart et halvt år, fortæller Anne-Mette Nielsen fra Næstved og tilføjer:

- Det bliver super fedt. Der er masser af glade mennesker, og det er mangfoldigt.

quote Det tror jeg ikke, vi havde forestillet os, da vi for et halvt år siden snakkede om, at vi skulle være vært for Royal Run

Carsten Rasmussen (S), borgmester, Næstved

De mange deltagere vakte rosende ord fra kronprinsessen og en glædeståre fra byens borgmester, Carsten Rasmussen (S), som TV2 ØST traf efter løbet.

Anne-Mette Nielsen fra Næstved har set frem til dagens løb i næsten et halvt år.
Anne-Mette Nielsen fra Næstved har set frem til dagens løb i næsten et halvt år. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Trodse sygdom

Royal Run er arrangeret, så der var noget for enhver smag – og kondition – med løb på distancer fra en engelsk mil, 1,6 kilometer, over fem til 10 kilometer.

Også for dem, der trodsede alle odds for at være med i dag.

75-årige Dorrit West fra Enø har løbet Royal Run tre gange før. Men denne gang var hun alvorligt bekymret for, om det kunne lade sig gøre, fortæller hun:

- For 14 dage siden lå jeg på sygehuset, og jeg har først de sidste otte dage kunnet tvinge mig op til at gå. For jeg ville med i dag. Det havde jeg bestemt. Det var mit mål.

- Og så sagde min søn. Mor, du skal med. Om jeg så skal skubbe dig hele vejen.

Dorrit West fra Enø har løbet Royal Run tre gange før. Denne gang blev det dog med hjælp fra sin søn, som kunne skubbe rollatoren.
Dorrit West fra Enø har løbet Royal Run tre gange før. Denne gang blev det dog med hjælp fra sin søn, som kunne skubbe rollatoren. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Ny deltager-rekord

Løbet er efterhånden en etableret tradition i anledningen af Kronprins Frederiks fødselsdag.

Første gang løbet blev arrangeret var i forbindelse med tronarvingens 50-års fødselsdag i 2018, hvor løbet blev afholdt i fem byer. Siden er flere byer kommet med og senest i år altså også til Næstved.

Imens kronprinsen selv løb med på Royal Run i Aalborg, Aarhus og København – som også tidligere har lagt gader til motionsløbet – så gjorde kronprinsesse Mary løberne selskab i de to nye løbsbyer, Kolding og Næstved.

Kronprinsessen bemærkede i øvrigt, at antallet af deltagere i Royal Run aldrig har været større – 91.000 på landsplan: - Der er så mange, der har tilsluttet sig som førstegangs-løbere til Royal Run. Det er noget helt unikt, sagde hun efter løbet.

I Næstved var ruterne lagt rundt langs havnefronten i Næstved og på de længere distancer gennem kuperet terræn og naturskønne omgivelser ved Herlufsholm Kostskole.

- Det var en utrolig smuk tur rundt omkring havnen og alt det graffitikunst, hele vejen, sagde kronprinsesse Mary efter fem kilometer løbetur om sit møde med Næstved til TV2 ØST.

quote Det kunne godt blive en tradition

Jette Bagger Jensen, Næstved

De venlige ord om byen gik lige i hjertet på borgmester Carsten Rasmussen (S), som TV2 ØST traf, da de sidste løbere var på vej over målstregen:

- Kronprinsessen var i strålende humør, og hun roste Næstved i høje toner. Altså rutens placering og de mange mennesker – hun var meget overrasket – og det var vi andre også over, at det er gået så godt hele dagen.

Borgmesteren selv var foruden fem-kilometeren med på one-mile-distancen tidligere på dagen. Her mødtes han med mange af deltagerne.

En tydeligvist glædelig berørt Næstved-borgmester, Carsten Rasmussen (S), mødte efter løbet TV2 ØST.
En tydeligvist glædelig berørt Næstved-borgmester, Carsten Rasmussen (S), mødte efter løbet TV2 ØST. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

- De kom fra Kalundborg, Holbæk og hele Region Sjælland, og det betyder, Næstved har været et liv af mennesker i dag. Jeg tror aldrig nogensinde, man har oplevet så mange mennesker i bymidten, som man har i dag.

- Jeg er rørt af det, og jeg tror, rigtig mange, der har været her i dag, er rørte af, at det har været så stor en oplevelse. Det tror jeg ikke, vi havde forestillet os, da vi for et halvt år siden snakkede om, at vi skulle være vært for Royal Run.

Jeg kan se, du bliver rørt. Er du klar til at gøre det igen?

- Ja. Ja, hundred procent, det er vi helt klar til i Næstved, hvis vi får muligheden igen.

Store dele af Næstved by var spærret af, for at der i dag kunne afholdes Royal Run.
Store dele af Næstved by var spærret af, for at der i dag kunne afholdes Royal Run. Foto: Privatfoto / Facebook-gruppen 'Ruds Vedbys Borgere'

Håber på løb igen næste år

Og hvis det står til deltagerne, bliver dagens løb i Næstved også starten på en tradition:

- Det har været så sjovt at være af sted med ungerne – og alt det gennem byen, hvor folk står og hepper – det har været rigtig sjovt, siger Jette Bagger Jensen fra Næstved, der deltager i løbet sammen med både familie og venner.

- Det kunne godt blive en tradition, tilføjer hun.

Jette Bagger Jensen fra Næstved var begejstret for dagens løb – som hun forudser kunne blive en tradition.
Jette Bagger Jensen fra Næstved var begejstret for dagens løb – som hun forudser kunne blive en tradition. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Og Morten Meyer fra Næstved er enig:

- Det er lidt hårdt, når man ikke rigtig er i træning. Men det er ellers hyggeligt – det er en fantastisk måde at være sammen og se så mange mennesker, der støtter op.

Morten Meyer fra Næstved trodsede manglende træning og tog som mange andre i dag del i Royal Run for første gang.
Morten Meyer fra Næstved trodsede manglende træning og tog som mange andre i dag del i Royal Run for første gang. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Foruden selve løbet har mandagen budt på underholdning for både løbsdeltagere og tilskuere i Næstved.

Blandt andre dansede hiphopdanseren Ali Haydar for kronprinsessen og lavede opvarmning for samtlige løbsdeltagere.

Hiphopdanseren Ali Haydar fortæller til TV2 ØST, at han var spændt på mødet med kronprinsessen.
Hiphopdanseren Ali Haydar fortæller til TV2 ØST, at han var spændt på mødet med kronprinsessen. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Det er tredje gang, at Ali Haydar – der kommer fra Næstved – optræder for Kongehuset.

Han optrådte for Dronning Margrethe og Prins Henrik ved et besøg i Næstved i 2012 og blev efterfølgende inviteret til Jagttaffel på Amalienborg.

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet i et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Atletik.

VIDEO: Inden kronprinsesse Mary blev sendt afsted på ruten, var der flere arrangementer i byen, blandt andet en danseopvisning.


Nyhedsoverblik