Kort før kl. 13 mandag eftermiddag skar en mand i sig sekv med en kniv ude foran Ringsted Jobcenter efter et møde i Jobcentret.
Manden blødte voldsomt ved hændelsen, oplyser Ringsted Kommune.
Gav førstehjælp
Manden, der er flygtning og har været i landet i mange år, fik med det samme førstehjælp af både borgere og medarbejdere fra Ringsted Jobcenter.
Politi og ambulance blev kontaktet med det samme, og manden blev kørt på hospitalet.
- Der har været mange vidner til episoden, fortæller kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen til TV ØST.
Han tilføjer, at politiet ikke kan oplyse om, hvad der var baggrunden for, at manden handlede som han gjorde.
- Normalt melder vi heller ikke ud til offentligheden, når der har været et selvmordsforsøg, men vi gør det i det her tilfælde, fordi så mange har været vidner til det, fortæller han.
Politiet har rost borgere og personale for deres indsats, oplyser Ringsted Kommune.
Kriseberedskab
Både borgere og personale, der har været til stede har fået tilbudt psykologhjælp.
Ringsted Jobcenter er lukket resten af dagen.