To nye ambulancebaser er åbnet: - Det er en stor dag

Trods forsinkelser er to nye ambulancebaser nu åbnet i Stege og Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det røde bånd bliver klippet over med en guldsaks, og dermed kan en ny ambulancestation i Ringsted erklæres for åben.

quote Jeg glæder mig til at komme i gang

Ugur Ünsan, ambulancebehandler, Ambulance Sjælland

- Det er en stor dag, lyder det fra 43-årige Ugur Ünsan, der er ambulancebehandler i Ambulance Sjælland. 

Han startede oprindeligt som elev i Falck i 2005, men har nu valgt at skifte Falck ud med Ambulance Sjælland, og dét har ikke været en nem beslutning.

Ambulancebehandler, Ugur Ünsan glæder sig til at komme i gang på den nye station i Ringsted.
Ambulancebehandler, Ugur Ünsan glæder sig til at komme i gang på den nye station i Ringsted. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

- Falck har været en god arbejdsplads i mange år, men jeg bor her i byen og familiemæssigt giver det bedre mening, at jeg bliver her, siger han. 

Første to stationer af syv

Det er ikke kun i Ringsted, at der åbner en ny station - også i Stege på Møn har de nu åbnet dørene. 

- Jeg er pavestolt over, at vi efter tre års arbejde, nu kan tage de to ambulancestationer i brug, siger Benny Jørgensen, der er direktør for Præhospitalt Center. 

Ifølge Benny Jørgensen står alle syv stationer ikke klar på grund af udfordrende vintervejr.
Ifølge Benny Jørgensen står alle syv stationer ikke klar på grund af udfordrende vintervejr. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

De er de første to af syv nybyggede ambulancestationer, som er en del af Region Sjællands nye ambulanceberedskab, Ambulance Sjælland, der åbnede den 1. februar. 

Her blev ambulancedriften i regionen delt i to, og hvor det før var Falck, der varetog hele området, kører Ambulance Sjælland nu i den sydlige og østlige del af regionen.

Læs også
Nu er ambulancedriften delt i to
Læs også
Nu er ambulancedriften delt i to

Det var oprindeligt meningen, at alle syv stationer skulle stå klar til den 1. februar, men ifølge Benny Jørgensen har vintervejret forlænget processen.

Ikke den store forskel

Selvom Ugur Ünsan nu arbejder i et andet firma, mener han ikke, at der er meget, der har ændret sig.

- Den største forskel er den pensionsmæssige del. Dét, at vi går fra en privat virksomhed over til en offentlig virksomhed, men det bliver stadig de samme kollegaer, og arbejdet er stadig det samme, siger han.

Åbningen blev fejret med kage, flag og taler.
Åbningen blev fejret med kage, flag og taler. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

Ambulanceredderne skifter fra en 3F overenskomst hos Falck til en FOA overenskomst hos Ambulance Sjælland.

I foråret 2023 trådte en række ambulancereddere frem på TV2 ØST, fordi de var bekymrede for, at det skift kunne betyde mindre i løn, da 3F havde et større fokus på løn, og FOAs overenskomst med Ambulance Sjælland havde større fokus på frihed og social sikkerhed.

Læs også
Se de nye ambulancer - kan fjerne dødsensfarlige bakterier med ultraviolet lys
Læs også
Se de nye ambulancer - kan fjerne dødsensfarlige bakterier med ultraviolet lys

En problematik, der efterfølgende er blevet løst mellem de interne parter. 

Ny ambulancer

Ambulance Sjælland starter det nye udbud med helt nye ambulancer, der er kraftigere og indrettet med bedre udstyr end hidtil. Det faktum, at virksomheden er ny, er kun et plus for Ugur Ünsan.

Sådan ser den nye station ud i Ringsted.
Sådan ser den nye station ud i Ringsted. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

- Det er spændende at være med til at starte noget helt nyt op. Det glæder vi os til. I den tid, jeg har været ambulancebehandler, er bilerne kun blevet bedre. Der er kommet mere udstyr i bilerne og mere medicin til borgerne, så de kan kun føle sig trygge, siger han.

Mangel på medarbejdere

Ambulanceberedskabet har dog været udfordret af manglende mandskab. TV2 ØST har før kunne fortælle om manglen på medarbejdere til at fylde ambulancerne. 

De er dog heller ikke i mål endnu. I januar var der op til 52 ambulancer i løbende drift i regionen, og nu er det tilsvarende tal 58 hos Ambulance Sjælland.

Det er fortsat færre end krævet af Region Sjælland i det oprindelige udbud.

- Sådan må det være fra starten. Men vores forventning er, at vi kommer op på 65 ambulancer senere i år, når vores hold af reddere under uddannelse er færdige. Det er i øvrigt det største hold i mange år, siger Benny Jørgensen.

Læs også
Mangel på ambulance-ansatte vækker bekymring
Læs også
Mangel på ambulance-ansatte vækker bekymring

På trods af personalemangel er Ugur Ünsan optimistisk.

- Jeg glæder mig til at komme i gang. Det bliver fantastisk, siger han.

Ambulance Sjælland kører til og fra hospitalerne i Køge og Nykøbing Falster, hvor Falck står for ambulancekørslen ved Holbæk- og Slagelse sygehus.


Nyhedsoverblik