Stor planteskole med familiehygge i fokus kan prale af fornem pris

Gunnar Christensens Planteskole i Fjenneslev er kåret som årets gartneri 2020.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Umiddelbart er der ikke meget Søren Ryge-havehygge over Gunnar Christensens Planteskole i Fjenneslev.

En årlig produktion af 1,2 millioner planter gør gartneriet til et af Skandinaviens største, og produktionen kræver maskiner, effektivitet - og mange hænder: I højsæsonen får 60 medarbejdere plantejord under neglene og duften af udeliv og have ind gennem næsen. I løbet af hele året er der 30 fuldtidsansatte.

Og når først de ansatte har fået foden inden for på planteskolen i den lille by nær Ringsted, bliver de fleste hængende.

Der er både 10, 20 og sågar 30 års jubilæum - med god grund, og så skal vi tilbage til begyndelsen med Søren Ryge-havehyggen.

Hygge og familievirksomhed

For der er en atmosfære af hygge på gartneriet, hvilket man især skal kigge i historiebøgerne for at finde svaret på. 

Gartneriet blev startet i 1962 af forældrene til den nuværende ejer, 50-årige Henrik Christensen. Han er født på adressen og har kun været væk fra matriklen i en håndfuld år.

Henrik Christensen driver i dag stedet sammen med sin kone, Lotte, og nok har de seksdoblet omsætningen og har mange ansatte at holde styr på, regnskaber, der skal lægges, og tanker om ikke kun plante-, men også økonomisk vækst.

Men hyggen bliver ikke glemt i hverdagen, og den er en af hovedårsagerne til, at planteskolen nu
kan kalde sig årets gartneri 2020. 

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Prisen skaber selvsagt stolthed. 

- Det er en blåstempling af det, vi går og laver. Det bliver set og påskønnet, og det er vi rigtig stolte over, siger Henrik Christensen.

- Det er en familievirksomhed. Det er den startet som og det, vi prøver at køre videre, siger Lotte Christensen. 

Gunnar Christensens Planteskole sælger kun planter og blomster til forhandlere. 


Nyhedsoverblik