Nyhedsoverblik

Stjal 15.000 kroner på hævekort

Torsdag klokken 15.30 kom der anmeldelse om, at en 83-årig kvinde fra Tølløse om formiddagen var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra sparekassen og kunne se, at nogle var i gang med at hæve penge på hendes hævekort.

Derfor ville han sende en kollega ud, der kunne hente kvindens dankort.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kort efter dukkede en mand op, der beskrives som cirka 170 centimeter høj, cirka 40 år gammel, almindelig af bygning og i lyse bukser.

Den pågældende mand tog kortet med sig, hvorefter der blev hævet penge på kvindens hævekort.

Klokken 18.55 kom der en ny anmeldelse. Denne gang var der tale om en 87-årig kvinde fra Ringsted, der sidst på eftermiddagen var blevet ringet op fra banken i en lignende sag.

Der var efterfølgende hævet 15.000 kroner på kvindens hævekort.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4.