Spøgelsesbilist ville undslippe politiet

En 42-årig mand var så ivrig efter at flygte fra politiet, at han kørte mod færdselsretningen på motorvejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 42-årig mand fra Køge var så forhippet på at slippe fra en forfølgende politibil, at han søndag aften i en varebil kørte mod kørselsretningen på Køge Bugt Motorvejen.

Flere biler måtte undvige for ikke at blive torpederet af manden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden kørte rundt i en stjålen bil, og da politiet fik ham standset, viste det sig, at bilen indeholdt diverse effekter, som tyder på, at han havde været ud og lave indbrud.

Kort før klokken 22 så en politipatrulje varebilen på rastepladsen ved Karlslunde på Køge Bugt Motorvejen, og da bilen viste sig at være stjålet, forsøgte betjentene at kontakte føreren. Men han ville ikke tale med dem og flygtede i bilen ud på motorvejen.

Kort efter kørte han af motorvejen igen og kørte rundt i området et stykke tid, inden han kørte på motorvejen igen - denne gang mod færdselsretningen, hvor han skabte en farlig situation for de trafikanter, der kørte i den rigtige retning.

Ved Kværkeby ved Ringsted vendte han bilen, og politiet besluttede at standse ham ved at påkøre varebilens bagende, så den skred ud og ramte autoværnet.

Den 42-årige ville imidlertid ikke fanges, så han fortsatte flugten til fods og blev først anholdt, da en politihund anholdt ham og fik fat i hans ene arm.

Manden er foreløbig indlagt til observation for piskesmæld i nakken.

Politiets jurister vurderer i løbet af mandagen, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

/ritzau/


Nyhedsoverblik